Hellere højere skat, end ringere velfærd

FH Aarhus og DKF vil hellere have en højere århusiansk kommuneskat end velfærdsbesparelser. Det samme siger halvdelen af århusianerne i en ny undersøgelse, selvom inflationen presser manges økonomi.

I en ny undersøgelse som er foretaget for den århusianske fagbevægelse, vurderer næsten 6 ud af 10 århusianere, at der er for få medarbejdere til at løse opgaverne på kommunens folkeskoler, daginstitutioner, plejehjem og fritidstilbud.

Samtidig ser de århusianske byrådspolitikere på et budgetforslag, der indeholder besparelser for 312 millioner kroner.

- Vi advarer om, at besparelser kan få vidtrækkende konsekvenser, og århusianerne er tydeligvis også bekymrede. Det er et politisk valg at gå sparevejen, og vi opfordrer politikerne til at lytte til de mange borgere, der hellere vil betale lidt mere i skat, selvom inflation har svækket deres privatøkonomi, skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Aarhus og Den Kommunale Fællesrepræsentation (DKF) i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at halvdelen af århusianerne foretrækker en lille skattestigning, fremfor besparelser på ældrepleje, daginstitutioner, folkeskoler, fritidstilbud, borgerservice, beskæftigelses- og handicapområdet.

Læs hele pressemeddelelsen her

Se undersøgelsen her

Læs kronik fra FH Aarhus og DKF her