Rehabilitering er et rigtig godt tilbud til mange ældre borgere. Mange ældre fortæller, at det er dejligt fx selv at kunne klare personlig pleje og påklædning, og at det er en stor frihed at kunne selv igen.
For de ansatte har rehabiliteringsforløb medført, at de skal tænke hjælpen anderledes end før. Tidligere gjorde den ansatte bare tingene for den ældre. I dag handler det om guidning, træning og motivation. Det har ændret kulturen, arbejdet og udviklet fagligheden.
Personalet skal have faglige kompetencer til de ekstra opgaver
Når man arbejder rehabiliterende, skal personalet derfor have de nødvendige faglige kompetencer til de ekstra opgaver, som rehabiliteringsforløb indebærer. Det vil sige viden om træning og håndtering af hjælpemidler, kendskab til samarbejdsflader, kommunikation og opsporing af ændrede behov og forebyggelse – for bare at nævne nogle af de faglige kompetencer.
Uheldigt, hvis rehabilitering bliver en spareøvelse
I FOA har vi set at mange kommuner spare på budgettet samtidig med, at de har indført rehabilitering. Det kan fx ske ved, at politikerne undlader den stigning i budgettet fra det ene år til det andet, som de ellers ville have bevilget på grund af udviklingen i antallet af ældre. Det kan også ske ved, at de indregner en rammebesparelse i budgettet svarende til det mindre forbrug de forventer at få ved et faldende behov for praktisk hjælp og pleje.
I så fald vil der ofte være tale om en kortsigtet og uigennemtænkt besparelse, blandt andet fordi der samtidig er brug for at investere i personalets kompetenceudvikling, opsporing og forebyggelse og i selve selvhjælpsindsatsen.
Rehabilitering er ikke opfundet som en spareøvelse, men for at gøre borgeren selvhjulpen længst muligt i eget liv og med størst livskvalitet til følge. Måske kan der spares penge på de ældre med et mindre behov for praktisk hjælp og pleje, men til gengæld kommer man til at bruge penge på de mere plejetrængende ældre og på det stigende antal demente.
Det betyder, at pengene som minimum bør blive på området.