Igen er det tid til at hylde fagligheden - kender du et velfærdstalent?

For 7. år i træk vil FOA og PenSam Pension hylde Danmarks største velfærdstalenter, og du kan være med til at udpege, hvem der skal løbe med titlen.

Af: Jacob Kabel

’Velfærdens Talent 100’ handler om at finde 100 talentfulde unge velfærdsansatte, der fortjener at blive anerkendt for deres faglighed og indsats. Traditionen tro vil talenterne blive hyldet ved en stor fejring på Christiansborg, og i år sker det torsdag den 30. maj.

Man kan ikke overvurdere værdien af anerkendelse, og de foregående seks års fejringer har alle budt på stolte, glade og rørte unge mennesker, der ’jo bare passer deres job.’ Nej, de gør så meget mere end det, og det er kernen i Velfærdens Talent 100.

Alle kan indstille en kandidat, så længe kandidaten opfylder følgende få kriterier:

  • Arbejder inden for FOAs fagområder
  • Er under 36 år
  • Er faglig dygtig
  • Fortjener at blive anerkendt

Så udover selv at indstille én eller flere kandidater vil vi også gerne opfordre til, at du prikker kolleger, venner, familie og andre på skulderen og spørger, om ikke også de lige skulle indstille en kandidat. Det kan jo være, at de har børn i en institution, hvor der er en mega sej pædagogisk assistent, eller måske har de en mor, der får besøg af den mest empatiske hjemmeplejer, man kan forestille sig.

Der er åbent for indstillinger via dette link Velfærdens Talent 100 fra nu og indtil den 5. april. Efter den 5. april vil repræsentanter fra FOA og PenSam udvælge de 100 største talenter blandt de indstillede.

Er du i tvivl om, hvorvidt din kollega er over eller under 36 år, kan du bruge din TR-app, og har du behov for plakater, postkort eller andet grafisk materiale, kan du kontakte din lokale FOA-afdeling. Eventuelle yderligere spørgsmål kan rettes til Nikita Santosh Chawla på niki@foa.dk.