Særligt til tillidsvalgte

FTR Conni Jørgensen (tv.) og koordinator Henriette Petersen under et dialogkage-besøg hos Hjemme- og sygeplejen på Nordals. Foto: David Hildebrandt/FOA Sønderborg

Der var kage på menuen, da Conni fik tre ’gule’ til at melde sig ind i FOA

I de første uger af januar løb FOA-projektet Dialogkage af stablen, og overalt i landet har tillidsrepræsentanter samlet kollegerne til en snak om de igangværende overenskomstforhandlinger og om faglig tilknytning. FTR Conni Jørgensen overtalte tre kolleger, der ellers var medlemmer af gule fagforeninger, til at melde sig ind i FOA.

Af: Jacob Kabel

”Den der kage smagte faktisk ret godt. Det kan vi altså godt gøre igen.”

Sådan lød en af tilbagemeldingerne til fællestillidsrepræsentant Conni Jørgensen fra Als, efter at hun og kollegerne, sammen med FOA Sønderborg, havde kørt Sønderborg Kommune tynd i fem dage. I alt nåede de at byde på kage på 137 arbejdspladser for derved at kunne tage nogle hyggelige og uformelle snakke om for eksempel de igangværende overenskomstforhandlinger.

”Ingen steder, vi har været, har vi følt os dårligt modtaget – tværtimod. Folk har syntes, det har været godt at få en snak med os,” siger Conni Jørgensen.

På en arbejdsplads talte hun risikoen for, at forhandlingerne ender i konflikt, og at det kun er FOA-medlemmer, der får konfliktstøtte, hvis det skulle ske. Den mulighed har man ikke, hvis man er medlem af Krifa eller Det Faglige Hus.

Det medførte, at tre medarbejdere søgte om overflytning fra deres respektive gule fagforeninger til FOA.

”Vi fik en rigtig god snak om, hvad man får ud af at være medlem af FOA. Ja, de andre er billigere, men de har så heller ikke nogen forhandlingsret, og det er faktisk heller ikke altid, de har mulighed for at hjælp et medlem, hvis der skulle være en sag med arbejdsgiveren. Men bare det, at vi kan få folk til at reflektere over deres faglige tilknytning, er positivt. Hernede hos os vælger folk jo oftest Det Faglige Hus,” fortæller Conni Jørgensen.

Mange har fået en bid af kagen

Projektet med ’dialogkage’ har været et tilbud til alle tillidsvalgte og afdelinger, og rigtig mange har meldt sig under fanerne. Det er svært at opgøre helt præcist, hvor mange medarbejdere der har været samlet på de forskellige arbejdspladser, men projektleder Dorte Dyrholm Pedersen anslår, at man har nået ud til mindst 5.500:

”Hvis vi skal have vendt den negative medlemsudvikling, er vi nødt til at være synlige for alle potentielle medlemmer. Det har været skønt at se så mange tillidsrepræsentanter har sendt billeder og hilsner fra arbejdspladserne; dejligt at høre tillidsvalgte har fået snakket med deres kolleger, fået diskuteret løn, overenskomstforhandlinger og ikke mindst, hvorfor det er vigtigt at være medlem af FOA,” siger Dorte Dyrholm Pedersen.

Conni Jørgensen føler selv, at projektet har været en god indgang til at tale om FOA-medlemskab, og hun ser frem til andre lignende tiltag:

”Det er vigtigt, at vi bakker op om det, når forbundet sætter sådanne projekter i søen,” siger hun.