Mandag den 02.03.2026
Fagbladet FOA bliver ved med at byde på flere muligheder. Det er ikke kun artikler, nyhedsbreve, levende sociale medier og podcast. Nu inviterer vi også til online arrangementer med aktuelle temaer, faglige perspektiver og kendte oplægsholdere.
Af: Julia Friis
De nye online live-arrangementer kalder vi Fagbladet Live.
Her kan I som medlemmer og tillidsvalgte møde forskere, forfattere, skuespillere og selvfølgelig fagpersoner, der sætter ord på det, der fylder i jeres arbejdsliv og jeres hverdag.
Formatet er enkelt: Et online live-arrangement, hvor deltagerne kan lytte med hjemmefra og stille spørgsmål undervejs. Det er selvfølgelig gratis for medlemmer, og det kræver kun en tilmelding.
Tidligere har blandt andre psykolog Svend Brinkmann, hjerneforsker Troels W. Kjær og skuespiller Iben Hjejle været gæster.
Vi har lagt et spændende program for 2026.
Senest havde vi besøg af pædagog og forfatter Rikke Smedegaard Hansen, der satte fokus på den følelsesmæssige del i sundheds- og omsorgsfagene.
I april får vi besøg af Pernille Oldgaard, der vil lære os alle at lægge et budget, der er til at holde – og hvor der også er plads til drømmene.
Vi får også besøg af Dorthe Birkmose, der skal tale om moralsk stress.
Resten holder vi som en overraskelse lidt endnu.
Som tillidsrepræsentant kan du være en stor hjælp ved at udbrede kendskabet til arrangementerne. Det kan du ved at dele invitationerne med dine kolleger og gøre opmærksom på muligheden. Og selvfølgelig selv komme med!
Både du og dine kollegaer må også meget gerne komme med forslag til, hvad der kunne være spændende at lave et online arrangement om. Det kan både være emner eller konkrete personer. Alle tips er meget velkomne – send det til debat- og fællesskabsredaktør, Julia Friis Jørgensen på juli@foa.dk.
Du finder alt om kommende Fagbladet Live i Fagbladet FOAs nyhedsbreve og på foa.dk/webinar.