Særligt for tillidsvalgte

Opfordring til alle tillidsvalgte: Vær ekstra opmærksomme på ’små’ arbejdsskader

Fra 1. juli er arbejdsgiverne kun forpligtet til at anmelde arbejdsskader, der har ført til mindst tre dages fravær. ”Det er en fuldstændig forkert og unødvendig lovændring,” mener FOA.

Af: Morten Bruun

I fremtiden skal du som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant være ekstra opmærksom, hvis en kollega kommer ud for et nok så lille uheld på jobbet.

Og det skal du, fordi Folketinget kort før jul vedtog at ændre en enkelt detalje i loven.

Hidtil har arbejdsgiveren haft pligt til at anmelde en arbejdsskade, når den har ført til en dags fravær. Men nu skal medarbejderen være sygemeldt i tre dage, før arbejdsgiveren har pligt til at anmelde skaden.

Og det er Maria Klingsholm, der er fagpolitisk ordfører i FOA, absolut ikke begejstret for.

”Nej. Det er en fuldstændig forkert og unødvendig lovændring,” siger Maria Klingsholm.

Sikkerhed eller administration

Sammen med en stribe andre fagforbund forsøgte hun og FOA at advare politikerne mod lovændringen.

De fremhævede blandt andet, at den nye regel svækker de ansattes retsstilling, kan gøre det vanskeligere at få anerkendt en arbejdsskade, og at risikoen for at miste retten til erstatning derfor øges.

Og de bemærkede, at det var en meget høj pris at betale for den gevinst, arbejdsgiverne får ud af lovændringen. En gevinst, der i bedste fald nærmest kun handler om mindre administrativt arbejde.

”Så er det, man kan spørge, om medarbejdernes sikkerhed og retsstilling tæller mindre,” siger Maria Klingsholm.

Må selv anmelde flere skader

Den nye lov træder i kraft 1. juli, men allerede nu ønsker FOA, at tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter kender den nye praksis.

”Min opfordring til de tillidsvalgte og vores lokale fagforeninger er, at de – når loven er trådt i kraft – er endnu mere opmærksomme, når en kollega kommer til skade på jobbet og kun er sygemeldt en eller to dage.”

”Hvis det er tilfældet, bør pågældende opfordres til selv at anmelde ulykken som en arbejdsskade og om nødvendigt blive vejledt i, hvordan man gør det,” siger Maria Klingsholm – velvidende at man godt kan anmelde en arbejdsskade længe efter, at den er opstået.

”Det er korrekt. Men jo hurtigere, man anmelder, jo bedre. Det kan blandt andet have betydning, når man skal dokumentere sin sag.”

Svækker forebyggende indsats

Ifølge Arbejdstilsynet blev der i 2023 anmeldt cirka 49.000 arbejdsulykker. Sammenlignet med 2019 var der tale om en stigning på 13 procent – og det regnestykke er vel at mærke renset for de anmeldelser, der handlede om covid-19.

Den nye lovændring påvirker Arbejdstilsynets statistikker, fordi man i fremtiden kun registrerer arbejdsskader, der fører til mere end tre dages sygefravær.
Det betyder med andre ord, at en stor del af alle de ulykker og tilfælde, der hidtil er indgået i statistikken, nu udelades.

”Det er en ret uheldig konsekvens af den nye lov. Vi bruger jo blandt andet Arbejdstilsynets tal til det forebyggende arbejde. Men her bliver vi nu stillet ringere, fordi alle – helt ned til den enkelte virksomhed – får ringere overblik over, hvad der rent faktisk sker,” siger Maria Klingsholm.