Særligt for tillidsvalgte

Som henholdsvis fagpolitisk leder, tillidsrepræsentant og sektorformand er Jesper Hejlman Hermansen, Martin Langemose og René Strunch med til at forhandle overenskomster for blandt andre sosu'er, beredskabsassistenter og pædagogmedhjælpere.
Foto: Jørgen True, Robert Wengler, Rasmus Hargaard Breum


Ansatte på offentlig overenskomst

OK26: Nu har de taget plads i maskinrummet

Til daglig boltrer Jesper Hejlman Hermansen, Martin Langemose og René Strunch sig i lokale fagforeninger. Nu er de kaldt til København som centrale aktører i OK-forhandlingerne.

Af: Morten Bruun

Den ene glæder sig helt vildt til opgaven.

Den anden føler sig ’taknemmelig’ over at have fået muligheden.

Og den tredje fremhæver sit kendskab til ’stemmerne på arbejdspladserne’.

Det er i meget kort form sådan, vi møder Jesper Hejlman Hermansen, René Strunch og Martin Langemose, som i disse uger er helt tæt på forhandlingerne om nye overenskomster.

Her sidder de med i hvert sit forhandlingsudvalg, hvor de – som henholdsvis fagpolitisk leder for sosu-sektoren i FOA Nordjylland, formand for pædagogisk sektor i FOA Vestsjælland og tillidsrepræsentant hos TrekantBrand i Fredericia – alle tre har deres afsæt i en lokal fagforening.

Kender alle TR-kolleger

Og det giver ’rigtig god mening’ ifølge Martin Langemose:

”Folkene på Staunings Plads har en masse viden, jeg ikke har. Til gengæld kender jeg stemmerne fra arbejdspladserne, og jeg kender alle tillidsrepræsentanterne i vores relativt lille faggruppe” siger den østjyske beredskabsassistent.

Ud over selv at være tillidsrepræsentant er han også formand for det faglige udvalg i FOA Brand og Redning og sidder nu for anden gang i træk helt tæt på forhandlingerne om en ny overenskomst for beredskabs- og ambulancepersonalet.

Han oplever, at han med sin indsigt og kendskab til forholdene på arbejdspladserne kan bidrage og kvalificere forhandlingerne, som det skete, da han i 2024 advarede mod et forslag fra arbejdsgiverne og sagde, at det ikke ville få betydning.

Ingen gang på jord

Arbejdsgiverne holdt fast og fik deres vilje, fordi forslaget ikke havde negative konsekvenser for medlemmerne. Men nu viser det sig, at aftalen ikke er blevet brugt. Forslaget havde ikke, som Martin Langemose forudså, ’nogen gang på jord’.

”I sådan et forløb får jeg selvfølgelig også et rigtig godt indblik i, hvordan forhandlingerne foregår. Jeg ved, at det koster at tage noget fra rammen – og at det altså ikke gratis at bede om for eksempel mere frihed. Og bagefter er jeg så tæt på kollegerne, at det er nemt for mig at tale med dem om, hvordan den nye overenskomst virker.”

Taknemmelig debutant

I den pædagogiske sektor er der – som konsekvens af ny struktur og nedlæggelse af faglige udvalg – lavet en ny model med et tre mand stort forhandlingsudvalg.

Heriblandt den 62-årige sektorformand René Strunch fra FOA Vestsjælland, der debuterer ved forhandlingsbordet og er ’taknemmelig’ for at have fået den opgave.

”Det bliver dødspændende, og jeg er glad for at nå den oplevelse i mit faglige virke,” siger René Strunch, der har været faglig aktiv stort set siden, han startede som pædagogmedhjælper i 1993 og nu skal bidrage til, at forhandlingsleder og sektorformand Kim Henriksen ikke er den eneste politiker ved forhandlingsbordet.

”Vi har hver især nogle overenskomster, vi er primære på. Det kan betyde, at jeg – selvfølgelig flankeret og understøttet af forbundets konsulenter – kommer til at sidde alene over for arbejdsgiverne, hvis Kim er optaget et andet sted,” siger Strunch, der blandt andet er tovholder på pædagogmedhjælpernes overenskomst og forhandlingerne om forbedring af arbejdstidsaftalen for dagpædagog-området.

Mere rund i kanterne

”Mine forventninger er ret åbne. Jeg har aldrig før været så langt inde i maskinrummet. Jeg håber selvfølgelig, vi kan få så mange krav som muligt igennem. Men vi bliver udfordret af arbejdsgiverne – det er en del af systemet,” siger René Strunch og indrømmer, at han i sine yngre dage ikke så med samme milde øjne på et forhandlingsforløb:

”Ja, dengang var jeg en kende mere unuanceret end i dag. Meget idealistisk og kampvillig. Min tilgang var farvet af, at jeg ikke kendte til det her. Men nu er jeg som mange andre nok blevet lidt mere rund i kanterne,” griner den ældre Strunch.

Oplever enorm solidaritet

I Social- og Sundhedssektoren er det tredje gang siden 2021, at Jesper Hejlman Hermansen er med i det centrale forhandlingsudvalg. Og den fagpolitiske leder fra FOA Nordjylland er ikke i tvivl om sine vigtigste opgaver:

”Jeg skal være med til at understøtte Tanja (sektorformand Tanja Nielsen) og samle trådene i forhandlingerne, og når vi får brug for at kontakte sektorbestyrelsen og sektorformændene rundt i landet og vende særlige spørgsmål med dem. Der kan let opstå situationer, hvor det er vigtigt for os at få en fornemmelse af, hvordan et givent forslag vil blive modtaget på arbejdspladserne,” siger han.

Hvad har overrasket dig mest i de år, du har været helt tæt på forhandlingerne?

”Det er nok den kraft, FOA har på overenskomsterne inde i maskinrummet. Som forhandlere er vi omgivet af fantastisk dygtige folk fra Staunings Plads, der i den grad både kan regne og kender paragrafferne.

”Og så oplever jeg en enorm solidaritet på tværs af vores sektorer. Vi hjælper hinanden med at komme i mål. Men det er også nødvendigt. Overenskomsterne er et af medlemmernes, tillidsrepræsentanternes og fagforeningens vigtigste våben og fundamentet i vores arbejde for ordentlige vilkår og rammer på arbejdspladserne.”