Særligt for tillidsvalgte

Lønnen skal op og hverdagen skal hænge sammen, lyder OK26-budskabet fra tillidsrepræsentanterne fra FOA SOSU. Her er det deltagerne på konferencen for de kommunalt ansatte, der sender god karma og prioriterede krav til forhandlerne.
Foto: Anne Guldager


Ansatte på offentlig overenskomst

FOA SOSUs OK-model: Sådan sætter de tillidsvalgte retningen

Grundig præsentation af 1.500 overenskomstkrav betød, at de tillidsvalgte i FOA SOSU kunne sende et klart signal videre til forhandlerne. Løn og trivsel skal være i fokus, lød deres budskab.

Af: Morten Bruun

1.500 krav, en stor flok tillidsrepræsentanter og en kvinde med overblik.

Det var ingredienserne i den opskrift, som formanden for FOA SOSU Tina Græsted blandede, da hun for et par måneder siden inviterede til fagforeningens traditionelle prioriteringskonferencer for henholdsvis det kommunale og regionale område i forbindelse med de forestående overenskomstforhandlinger.

Det er her, de tillidsvalgte i FOA SOSU forholder sig til – og altså også prioriterer – de forslag, som de sammen med medlemmerne på arbejdspladserne har afleveret som deres bud på krav til nye overenskomster.

Således også tilbage i oktober, hvor det handlede om OK26 og de forhandlinger, som i netop disse dage for alvor går i gang.

”Hos os er det altid tillidsrepræsentanterne, der tager endelig stilling til vores krav,” forklarer Tina Græsted om motivet bag konferencerne.

Sorteret efter temaer

Denne gang var der dog justeret på formen.

Som optakt til mødet havde faglig konsulent Lise Lotte Nissen nærlæst samtlige af de cirka 1.500 forslag til krav, FOA SOSU havde modtaget. Ganske som hun plejer.

Men denne gang havde hun også sorteret dem og rubriceret dem i kasser og delt dem op efter, om der var tale om generelle krav, fælleskrav eller sektorkrav.

Derefter var de delt op i temaer, og alt det betød, at de cirka 75 tillidsrepræsenter, der deltog, fik et hurtigere og bedre overblik end tidligere.

”Det er noget værre rod i et Excelark. Det her var nemmere at gå til,” siger Lise Lotte Nissen og pointerer, at deltagerne trods hendes sortering stadig havde fuld, digital adgang til alle de cirka 1.500 forslag, der var indleveret.

”I sådan en proces er alle de mange krav tilgængelige for alle FOA SOSUs cirka 275 tillidsrepræsentanter, hvis de ønsker det,” siger kvinden bag overblikket.

Alle forslag er sympatiske

Lise Lotte Nissens systematiske forarbejde kvalificerede også debatten på konferencen. Den holdt Tina Græsted sig uden for – så vidt som det nu er muligt for en formand i FOA.

”Det er de tillidsvalgte, der afgør vores indstilling. Men jeg kunne selvfølgelig godt åbne munden og give mit besyv med, hvis det var nødvendigt,” siger Tina Græsted og fortsætter:

”Alle ønsker og forslag er sympatiske, men somme tider kan et krav have betydning for så få mennesker, at man skal overveje nøje, om det er vigtigt nok at holde fast i. Her er det min opgave at nævne en mulig bagside af et forslag.”

Tina Græsted er ikke bleg for at anbefale andre fagforeninger at bruge FOA SOSU-metoden, næste gang der skal indsamles og indsendes krav til forbundet.

”Det er virkelig nyttigt,” siger hun.

Løn og trivsel topper

Konferencerne resulterede i øvrigt i udtalelser, hvor de tillidsvalgte fastslog, at ’løn og trivsel skal være i fokus ved OK26’. Og det budskab gik direkte videre til FOAs forhandlere.

”I både kommuner og regioner skal lønnen løftes, arbejdsmiljøet skal forbedres, og overenskomsterne skal spille bedre sammen på tværs af sektorer,” lød det ’klare signal’ fra de tillidsvalgte fra FOA SOSU.

Deres prioriteringer er også tydeligt til stede i de krav, FOA har afleveret til arbejdsgiverne. I de kommende uger og måneder vil det vise sig i hvilket omfang, forhandlerne når til enighed.