Særligt for tillidsvalgte


Foto: Colourbox

VIGTIG information til tillidsvalgte om deltidsdommen

Deltag i webinar d. 9. februar om deltidsdommen, som betyder, at tusindvis af deltidsansatte kan have penge til gode.

Af: Morten Bruun

Som flere af jer sikkert har bemærket, faldt der onsdag afgørelse i den såkaldte deltidssag.

Afgørelsen betyder, at rigtig mange FOA-medlemmer, som har arbejdet på deltid, kan have penge til gode. Det bliver en stor opgave, som FOA allerede er i gang med at tage hånd om – og som vi her fortæller jer om. 

Afgørelsen:

Den faglige voldgift har vurderet, at de danske regler for honorering af deltidsansatte og fuldtidsansatte på det offentlige arbejdsmarked skal honoreres ens for de timer, der ligger uden for normal arbejdstid. Bortset fra enkelte områder er det ikke tilfældet i dag, hvor deltidsansatte honoreres for merarbejde, mens fuldtidsansatte honoreres for overarbejde. Det er – ifølge den faglige voldgift – i strid med EU-reglerne, som siger, at deltidsansatte også skal honoreres for overarbejde. Der må altså ikke være forskel.

Hvad betyder det:

Konsekvensen af afgørelsen er, at mange tusinde kan have penge til gode, hvis de har arbejdet på deltid inden for den seneste årrække. Her venter vi stadig på den endelige fortolkning af, hvor lang tid tilbage, en eventuel efterbetaling gælder, men formodningen er, at der kan blive tale om de seneste fem år.

Privatansatte FOA-medlemmer:

Der er også faldet afgørelse i en tilsvarende faglig voldgift for de industriansatte på det private arbejdsmarked. Den afgørelse indeholder dog ikke noget om eventuel efterbetaling. FOA går nu i gang med at undersøge, hvad afgørelsen får af betydning for de privatansatte FOA-medlemmer.

Hvad nu?

I forbindelse med de aktuelle forhandlinger om nye overenskomster inddrager parterne også afgørelsen fra den faglige voldgift. Tilsvarende arbejdes der også på at finde en model for, hvordan alle sagerne om eventuel efterbetaling håndteres.

Webinar for tillidsvalgte:

Som tillidsvalgte vil I garanteret blive mødt med mange spørgsmål fra medlemmerne. For at klæde jer på til den opgave, er I inviteret til webinar på mandag den 9. februar kl. 15 -16 om sagen. Her vil der komme svar på nogle af de stadig uafklarede spørgsmål, sagen har rejst.

Tilmeld dig webinaret

Læs mere:

Du kan også læse mere om deltidsdommen i Fagbladet FOAs artikel, der også indeholder en grundig guide med svar på mange spørgsmål.

Gå til Fagbladet FOAs artikel 

På temasiden på foa.dk finder du også svar på mange spørgsmål.

Gå til temasiden

Og i FOAs Facebook opslag om deltidsdommen er der allerede blevet stillet mange spørgsmål, som FOA har svaret på.

Gå til Facebook opslag