Særligt for tillidsvalgte

”Det var os, der rejste sagen. Og det er os, der har vundet,” fremhævede FOA-formand Mona Striib på webinaret om deltidsdommen. Her sagde hun blandt andet, at ikke-organiserede er velkomne til at melde sig ind i FOA og få hjælp til at håndtere deres sag.
Foto: Jonathan Simmel


Ansatte på offentlig overenskomst

Mona Striib om deltidsdommen: Alle får deres sag behandlet, hvis de melder sig ind i FOA nu

På et webinar for de tillidsvalgte fortalte forbundsformanden, at FOA er klar til at behandle sager om efterbetaling. Også for dem, der først nu – og på baggrund af deltidsdommen – vælger at blive en del af fællesskabet.

Af: Morten Bruun

I forlængelse af deltidsdommen har FOAs hovedbestyrelse besluttet, at alle ikke-organiserede på FOAs offentlige overenskomster får deres eventuelle deltidssag og krav om eventuel efterbetaling behandlet. Selvfølgelig under forudsætning af, at de melder sig ind i FOA.

Beslutningen er først og fremmest begrundet i hensynet til det kollektive fællesskab og beskyttelsen af FOAs overenskomst- og aftaleområde. Og den er truffet efter en grundig drøftelse af både juridiske og principielle hensyn.

Kører kun sager for medlemmer

Det fremgik, da forbundsformand Mona Striib på et meget velbesøgt webinar om deltidsdommen for tillidsrepræsentanter (log ind for at se webinaret) mandag blev spurgt om, hvordan ikke-medlemmer på arbejdspladserne er stillet.

”De er stillet sådan, at hvis de melder sig ind i FOA, kører vi deres sag. Men hvis de ikke gør det, så kører vi ikke en sag for dem,” sagde Mona Striib og understregede, at de selvfølgelig skal forblive som medlemmer, når de har meldt sig ind.

”Vi kører ikke deres sag, hvis de ikke er medlem, når deres sag skal rejses, forhandles og afgøres. Sådan er det.”

Klogest at sige ’nu er det nu’

Mona Striib forstår godt, hvis garvede medlemmer kan føle, at det på den måde er nemt for ikke-medlemmer pludselig at opnå en fordel.

”Det handler om, at vi skal forsvare nogle bestemmelser i overenskomsterne og hente det hjem, som arbejdsgiverne ikke har betalt. Derfor opfordrer vi de ikke-organiserede til at melde sig ind,” sagde hun og tilføjede, at alle ifølge FOAs vedtægter har fulde medlemsrettigheder, når de melder sig ind.

”Jeg forstår godt følelserne i det, men det klogeste er at sige ’nu er det nu’ og så håbe på, at alle, der ikke er medlem af FOA i dag, vil kunne se værdien af at være medlem af den faglige organisation, der repræsenterer dem.”

Meldingen fra Mona Striib var også, at jo før nye medlemmer melder sig ind, jo hurtigere når FOAs ansatte frem til at håndtere deres sag, og dermed kan forældelsen af kravene mindskes mest muligt.

Jo længere tid, der går, før man melder sig ind, jo ringere vil man altså stå uanset hvor lang forældelsesfristen viser sig at være.

Vil fastholde kontrollen

I praksis betyder Hovedbestyrelsens beslutning altså, at FOA fastholder kontrollen med sager, der kan få betydning for FOAs overenskomster.

FOA sikrer også, at sagerne føres inden for det faglige fællesskab og med respekt for overenskomstsystemet.

Og endelig reducerer FOA også risikoen for, at ’gule’ organisationer eller andre aktører får indflydelse på FOAs område. De kan også rejse sager for deres kunder, men det skal i givet fald ske i det civilretlige system, lød orienteringen på webinaret.

Vil beskytte alles vilkår

Her appellerede Mona Striib også til de tillidsvalgte og bad dem gå tilbage på arbejdspladserne og fortælle ikke-medlemmer om de muligheder for at få hjælp til at rejse deres sager, de får som medlemmer af FOA – og samtidig udnytte muligheden til at tale med de ikke-organiserede om, hvad FOA står for, hvilke andre tilbud FOA har til medlemmerne, og hvorfor et medlemskab er afgørende.

Og hvis der er kolleger, der kritiserer beslutningen, er det helt efter bogen at svare, at FOA ikke belønner manglende medlemskab. Men at det i denne ekstraordinære situation handler om, at FOA beskytter fællesskabet og overenskomsterne – og ønsker at sikre, at sager føres inden for FOAs fællesskab og på en måde, der beskytter alles vilkår.

Og så mindede Mona Striib om, at uden FOA og de øvrige fagforbund havde det slet ikke været aktuelt at rejse krav om efterbetaling for tusindvis af medlemmer.

”Det var os, der rejste sagen. Og det er os, der har vundet.” sagde hun.

Deltidsdommen kaster stadig mange ubesvarede spørgsmål af sig. De vil løbende blive afklaret – og der vil løbende komme informationer om forløbet.

Læs mere og se webinar om deltidsdommen

Se webinar om deltidsdommen (log ind for at se webinaret)

Læs også mere om deltidsdommen i Fagbladet FOAs artikler, der også indeholder guides med svar på mange spørgsmål:

Tusindvis af deltidsansatte kan have penge til gode 

Historisk deltidsafgørelse: Det skal du vide - og det kan den betyde for dig

På temasiden på foa.dk finder du også svar på mange spørgsmål:

Gå til temasiden

Og i FOAs Facebook opslag om deltidsdommen er der allerede blevet stillet mange spørgsmål, som FOA har svaret på:

Gå til FOAs Facebook opslag