Særligt for tillidsvalgte


Ansatte på offentlig overenskomst

Styrk samarbejdet i små faste teams: Få inspiration til gode tværfaglige borgermøder

Arbejder I inden for ældreplejen i små faste teams, så kan I få inspiration og erfaringer fra fire kommuner, der hver især har udviklet metoder til at afholde tværfaglige borgermøder, der virker.

Hvordan holder I gode tværfaglige møder i hjemmeplejen, som skaber sammenhæng i helhedsplejen og kvalitet for borgerne?  

Det spørgsmål giver fire kommuner hvert deres bud på.

De har har nemlig hver især udviklet vellykkede metoder, som på hver deres måde er eksempler på, hvordan man systematisk kan arbejde med kvalitet i det tværfaglige samarbejde i faste teams i ældreplejen.

Fire modeller for tværfaglige borgermøder

I fire små videoer som du kan se via linkene nedenunder, kan I blive inspireret til, hvordan man kan holde tværfaglige møder om borgerne, der sikrer, at man i medarbejdergruppen kommer hele vejen rundt om borgeren:

I Frederiksberg Kommune afholder de tværfaglige teams korte tavlemøder fire gange dagligt og bruger "hjulet" til at komme hele vejen rundt om borgeren.

I Sønderborg Kommune mødes de tværfaglige teams en gang om ugen til borgerteamsmøde, hvor de borgere, der på de daglige tavlemøder triageres røde eller gule, tages op, og indsatser koordineres.

I Silkeborg Kommune sikrer beboerkonferencen trivsel både blandt borgere og medarbejdere i hjemmeplejen bl.a. ved hjælp af refleksionskort.

Og i Aarhus Kommune afholder de hver uge tværfaglig konference med deltagelse af bl.a. kompetenceudviklende sygeplejersker/terapeuter og som en prøvehandling i Distrikt Syd også visitator, i Aarhus kaldet borgerkonsulenten.