Særligt for TR

Vigtig information til alle tillidsrepræsentanter i FOA

To nye domme fra EU-Domstolen kan betyde, at deltidsansatte, der har arbejdet mere end det aftalte timetal inden for de seneste ti år, måske kan have krav på ekstra betaling. I næste uge bliver alle FOAs medlemmer orienteret om sagen. Her får I et varsel om, hvad FOA gør for at hjælpe medlemmerne bedst muligt.

For nylig afgjorde EU-Domstolen to sager fra det tyske arbejdsmarked. Sagerne handlede om, hvorvidt deltidsansatte blev forskelsbehandlet ved at blive honoreret ringere for ekstraarbejde end fuldtidsansatte, og det blev de ifølge EU-Domstolens afgørelse.

Disse domme kan få betydning for danske lønmodtagere. Mens fuldtidsansatte får ’overtidsbetaling’, når de arbejder mere end 37 timer, får deltidsansatte ’merbetaling’ for det arbejde, der ligger ud over det aftalte timetal. En merbetaling, der svarer til en almindelig timeløn.

Herhjemme har de faglige organisationer, der repræsenterer offentligt ansatte – herunder FOA – anlagt en faglig voldgift for at få at afklaret, om EU-Domstolens afgørelse skal have konsekvenser herhjemme.

Potentielt kan der blive tale om, at alle deltidsansatte, som siden 2015 har haft merarbejde, har krav på ekstra betaling.

Skal registrere nu

Der går formentlig et godt stykke tid, før det sidste punktum er sat i den sag. Men alligevel bliver alle FOAs medlemmer i næste uge informeret om sagen, når de modtager en personlig hilsen fra forbundsformand Mona Striib.

Her bliver alle bedt om at registrere sig på en liste, hvis de siden 2015 har arbejdet på deltid og undervejs er blevet honoreret for ekstraarbejde. Når de gør det, sikrer de nemlig, at de kan få alle de penge, de potentielt har krav på, fordi forældelsesfristen så suspenderes i deres personlige sag.

Dette gælder, uanset om man har været deltidsansat i alle ti år eller blot i kortere eller længere perioder.

Det er også en forudsætning, at man har været offentligt ansat eller ansat på en selvejende institution.

EU-Domstolens afgørelse kan dog også få betydning for deltidsansatte på det private arbejdsmarked i Danmark. Derfor har de privatansattes fagforeninger også anlagt en faglig voldgift. FOAs privatansatte medlemmer orienteres separat, når resultatet af den ’private voldgift’ er kendt.

Hvad gør FOA?

FOA er klar over, at sådan en sag kan vække opmærksomhed blandt medlemmerne og har derfor taget en række initiativer, der træder i kraft i næste uge efter følgende plan:

Mandag morgen begynder FOA at sende orienteringen fra Mona Striib ud til alle medlemmer. Det forventes, at alle har modtaget orienteringen i løbet af 48 timer (det kan dog kikse – eksempelvis hvis et medlem ikke er registreret med en mailadresse).

I mailen bliver sagen forklaret, og der er et link, medlemmerne kan bruge til at registrere sig.

Mailen linker også til denne temaside på foa.dk, hvor der er svar på en stribe af de spørgsmål, der garanteret dukker op. I forbundet har vi forsøgt at tage højde for alle tænkelige spørgsmål, men hvis der dukker nye op, sørger vi for at opdatere siden med spørgsmål og svar.

I mailen henviser vi også til, at forbundet – med virkning fra mandag – opretter en hotline, som alle kan kontakte for at få besvaret spørgsmål. Denne hotline er åben på hverdage fra klokken 8-16 og har telefon 4697 3131.

Desuden er alle lokale fagforeninger informeret om sagen, og alt relevant materiale samles på temasiden på foa.dk.

Hvis man ikke er FOA-medlem?

I forbundet er vi også klar over, at sådan en sag kan vække interesse blandt medarbejdere, der arbejder på en FOA-overenskomst, men ikke er organiseret hos os.
Det får de måske lyst til nu. Det er besluttet, at man kan melde sig ind i FOA for derefter at registrere sig på vores liste.

Hvis I bliver kontaktet af ikke-medlemmer blandt jeres kolleger, er det vigtigt, at I fortæller dem, at det kan tage tid, før hele denne sag er afgjort – og vi ved i sagens natur ikke hvad resultatet bliver.

Det skal de være forberedt på. Når det er på plads, må I gerne vise dem hvordan de melder sig ind via FOAs hjemmeside.

Gå til indmeldelsessiden

Nu er I forberedt

I forbundet er vi klar over, at I som tillidsrepræsentanter vil blive kontaktet af medlemmer, der har spørgsmål til denne sag. Så det allervigtigste formål med denne orientering til jer er at forberede jer på, hvad der sker i næste uge.

For eksempel skal I vide, at det kan tage op til 48 timer, før alle har fået orienteringsbrevet om sagen. Derfor kan I opleve, at nogle kolleger modtager brevet allerede mandag – andre først onsdag.

I vil måske også opleve, at nogle kolleger slet ikke modtager brevet – eksempelvis hvis de har skiftet mailadresse uden at oplyse det. Hvis I oplever det, må I gerne fortælle disse kolleger, at de også modtager brevet i 'Min post'.

Men det allervigtigste budskab til jer er måske, at vi ikke ved, hvordan sagen ender.

Men vi ved, at sagen potentielt kan ende med, at mange medlemmer kan have et krav om ekstrabetaling, og derfor er det vigtigt, at de registrerer sig nu.

Alt det, der nu sættes i værk i næste uge, handler dybest set om at sikre medlemmerne det bedst mulige udgangspunkt, hvis FOA ender med at få medhold i den faglige voldgift.