Særligt for tillidsvalgte


Foto: Privatfoto

Så er det nu, det gælder: Sæt X ved os

Man kan ikke stemme på FOA, når der 18. november vælges nye kommunalbestyrelser og byråd. Men landet over har fagforeningerne mulighed for at påvirke de lokale beslutningstagere. Det arbejde er der skruet op for i år, og en nordjysk fællestillidsrepræsentant oplever, at det nytter.

Af: Morten Bruun

Det handler om børn og unge. Det handler om ældre og syge. Det handler om normeringer og prioriteringer.

Ja, når der 18. november skal vælges nye kommunalbestyrelser og regionsråd handler det i det hele taget om meget af det, et stort flertal af FOAs medlemmer arbejder med.

Og selv om FOA ikke stiller op, har FOA – og ikke mindst FOAs medlemmer – en stor interesse i resultaterne. ”Det er vores medlemmer, der arbejder i velfærdens virkelighed. Det er vores medlemmer, der kan være med til at påvirke politikerne,” siger Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA.

Fokus på lokal indflydelse

Det er ud fra netop den pointe, fællestillidsrepræsentanter og lokale fagforeninger i år – for første gang nogen sinde – er blevet inviteret til at deltage i et tilbud med fokus på lokalpolitisk indflydelse.

Fordelt over forløb i alle fem regioner har fællestillidsrepræsentanter samt ansatte og valgte i FOAs lokale fagforeninger fået indblik i, hvordan de bruger deres viden til at påvirke beslutningstagere – både bag kulisserne og i for eksempel medier.

Og det oplevede en af deltagerne – Bente Linnemann, fællestillidsrepræsentant for dagplejerne i Mariagerfjord Kommune – som ’virkelig vellykket’.

”Det gav i hvert fald mig nogle nye ideer til, hvordan vi kommer til orde,” siger Bente Linnemann, der har været dagplejer i 20 år og siden 2017 har været frikøbt, så hun kan passe sit faglige arbejde.

Flere penge til dagplejen

I årets løb har hun også set, at kontakten til det politiske miljø nytter. Efter et møde mellem kommunens Børne- og Familieudvalg og dagplejegruppen har politikerne i hvert reageret positivt.

Der er således skruet op for dagplejens budget, så vilkårene for gæstedagplejen nu forbedres til gavn for børnene. De øgede bevillinger øger i hvert fald sandsynligheden for, at børnene møder en kendt person, når deres egen dagplejer holder fri.

Tilsvarende har politikerne også accepteret, at kommunens dagplejere i fremtiden fordobler antallet af årlige personaledage fra en til to.

”Det betyder noget for både vores fællesskab og for vores faglighed,” siger Bente Linnemann og glædes over, at det på mødet lykkedes at gøre politikerne ’klogere’.

”Nu er vores opgave at holde fast i dem og for eksempel holde øje med, at bevillingen til gæstedagplejen ikke fjernes lige så snart, der har været valg.”

Husk borgerens perspektiv

Den røde tråd i forløbet om lokalpolitisk indflydelse har været at vende perspektivet på forholdene på arbejdspladsen. 

I stedet for at argumentere ud fra de ansattes synsvinkel, har øvelsen været at se diverse udfordringer med borgerens briller – ud fra den betragtning, at det er borgerne, som politikerne har øje på og taler til i forbindelse med eksempelvis en valgkamp.

Den tilgang understreges af eksemplet fra Mariagerfjord, hvor den øgede bevilling skal give tryghed til børn og forældre – men samtidig giver manøvren også bedre vilkår for de ansatte.

Og det er præcis den slags, som fællestillidsrepræsentanterne kan være med til at løfte ifølge Thomas Enghausen: ”De er bindeleddet, der kan give medlemmernes oplevelser, indsigter og viden videre til både politikerne og det administrative system.

Uanset om de arbejder i eksempelvis dagplejen, ældreplejen, beredskabet eller på et sygehus – og uanset om de møder politikerne ansigt til ansigt over en kop kaffe eller til et eller andet møde.”

Bland dig i debatten

I Mariagerfjord har Bente Linnemann også øje på den kommende valgdato. Og hun blander sig også, når hun for eksempel deler eller liker en politikers opslag på sociale medier.

Det kan nemlig også være en vej til lokalpolitisk indflydelse.

”Jeg er dog holdt op med at kommentere den slags. Risikoen for at få en spand møg hældt over sig på for eksempel Facebook er for stor. Også selv om kommentaren er meget fredelig. Det gider jeg ikke mere.”

”Til gengæld deltager jeg gerne i rigtige vælgermøder, hvor jeg både kan tage ordet som dagplejer og som mig selv som borger i kommunen,” siger hun.

Opfordringen er hermed givet videre. Men husk: du kan ikke stemme på FOA …

Nye tilbud til næste år

Lokalpolitisk Indflydelse er et nyt, fast læringstilbud til FTR og erfarne tillidsvalgte – ikke kun i valgår, men også i forbindelse med andre lokale og aktuelle politiske dagsordener, for eksempel ny ældrelov, sundhedsreform eller budgetforhandlinger.

Formålet er at styrke FTR og erfarne tillidsvalgte til at kunne påvirke lokalpolitikere med faglige argumenter og konkrete perspektiver fra FOAs arbejdspladser.

Målet er at få lokalpolitikere til at lytte og handle – dermed styrkes FOAs synlighed og gennemslagskraft både lokalt og i den bredere offentlige debat.

Der gennemføres igen i 2026 et forløb i hver af de 5 regioner – i tæt samspil med de politisk valgte i de lokale fagforeninger.

Informationer om næste års tilbud kommer efter nytår via de lokale FOA fagforeninger og nyhedsbrevet til tillidsvalgte.

Kilde: FOA TR