Ansatte på privat overenskomst
Stort flertal af FOAs privatansatte medlemmer stemmer JA til nye overenskomster
Et stort flertal har stemt de nye overenskomster for privatansatte FOA-medlemmer igennem.
Hele 88,4 procent eller knap ni ud af ti af de privatansatte FOA-medlemmer, der har stemt, har stemt ja.
Hermed er de nye overenskomster på det private område vedtaget, og FOAs medlemmer kan bl.a. se frem til lønstigninger, øget mulighed for fleksibilitet, mere uddannelse og flere seniordage.
For eksempel kan en social- og sundhedshjælper i dagvagt, der er ansat hos en virksomhed under Dansk Erhverv, se frem til en samlet månedlig lønstigning inklusiv stigning i pension og særlig opsparing på knap 3.000 kroner før skat, når den fulde effekt af overenskomsten er indfaset.
FOAs næstformand og topforhandler Thomas Enghausen er glad og tilfreds med resultatet:
”Vi gik ind med et klart mål om at levere reallønsfremgang til medlemmerne. Det er lykkedes over hele linjen. Når jeg nu kan se, at så mange medlemmer har stemt ja til de nye overenskomster, så tænker jeg, at vi har prioriteret det helt rigtige,” siger Thomas Enghausen.
Læs om resultaterne for de enkelte områder (kræver login med MitID):
FOA har i år slået rekord med en stemmeprocent på 52,6. Ved sidste overenskomstforhandling på det private område i 2023 stemte 34 procent.
Næste gang FOA skal til forhandlingsbordet, er allerede til maj, hvor FOA skal forhandle med arbejdsgiverorganisationen KA Pleje.
Læs også mere om afstemningen på Fagbladet FOA