Torsdag den 17.11.2022 Ansatte på privat overenskomst
Er du TR i en privat virksomhed, og bøvler du med at få dine kolleger til at melde sig ind i FOA? Du er langt fra den eneste. Organisering er en svær disciplin, men vi har allieret os med én af dem, der rent faktisk lykkes med det alligevel.
Af: Jacob Kabel
Susanne Yesilmen erkender, at det er virkelig svært at overbevise hendes kolleger om, at de skal melde sig ind i FOA. Men hun gør en aktiv indsats, og det giver sommetider pote.
I daglig tale kaldes hun bare Sanne, og hun er én af dem, der har formået at få en væsentlig del af sine kolleger til at se lyset i et FOA-medlemskab.
Gør dig synlig for dine kolleger ”Jeg kan kun sige, hvad der har virket for mig. Og der har det handlet om, at jeg har gjort mig så synlig som muligt på min arbejdsplads. Under corona bad jeg for eksempel om at få lov til at være den, der podede de andre, og det gjorde, at jeg havde mine kolleger på tomandshånd to gange om ugen,” siger hun.
Sanne er også dén, hendes kolleger skal kontakte, hvis de har problemer med deres telefon, og så har hun også ansvaret for at gøre klar til nye kolleger. Begge ting gør hende til en central figur i Hjemmehjælpen A/S, hvor hun arbejder.
”Jeg har fået gennemtrumfet, at både mit og AMR’s nummer samt indmeldelsesnummeret til FOA fremgår af papirerne til nyansatte. For at det var spiseligt for min arbejdsgiver, skrev vi også numrene på forflytningsvejlederne ind,” siger hun.
De kontante fordele Hjemmeplejen A/S består af ca. 260 fastansatte, ca. 100 vikarer og så et par ledelseslag, som Sanne dog ikke er TR for. Omkring 115 af medarbejderne er medlem af FOA.
En del af organiseringen er sket ved at fremhæve de helt konkrete fordele, man får via sit FOA-medlemskab.
Sanne plejer at nævne de billige lån og forsikringer, man som medlem kan få via PenSam. Dertil kommer de mange andre rabatter via PlusKortet og muligheden for medlemskab af Forbrugsforeningen.
”Da jeg selv rykkede mine forsikringer fra ALKA, der jo i forvejen er billige, til PenSam, sparede jeg 6.000 kroner om året og fik en bedre dækning,” siger hun og tilføjer, at kontante rabatter er til at forholde sig til, og derfor virker de som argument.
Problemløseren er med i prisen ”Og så får de også mig!” siger Sanne.” Dén bruger jeg også. Jeg siger til dem, at hvis de er i problemer, så ringer de bare.”
Som TR er man kun repræsentant for de kolleger, der er medlem af FOA, og det er tilsyneladende ikke alle, der er klar over det.
”Nogle gange får jeg opkald fra kolleger, der har været i kontakt med deres gule fagforening, hvor de så har fået at vide, at de skal kontakte deres TR. Det er jo helt hen i vejret! Men så siger jeg til dem, at jeg gerne vil hjælpe dem, hvis de melder sig ind i FOA,” siger Sanne.
Jeg hjælper dig, og du hjælper mig Sidste gang Sanne lykkedes med at få kolleger til at melde sig ind i FOA, tog det afsæt i en sag, hvor to af hendes kolleger var blevet bortvist, og de spurgte, om hun kunne hjælpe dem. De troede, de var meldt ind, men det viste sig, at de kun var medlem af A-kassen.
”Jeg bad dem melde sig ind, hvilket de gjorde. Og så fik jeg bortvisningen annulleret, så de fik deres job tilbage,” siger Sanne.
Kort efter bad den ene sågar om lønstigning, og der forhandlede Sanne 1.500 kroner mere om måneden hjem.
”Når jeg har hjulpet nogen, så siger jeg til dem, at nu skal de også hjælpe mig ved at fortælle deres kolleger, at de har fået hjælp, fordi de er medlem af FOA,” siger Sanne.
Har du selv gode erfaringer med organisering, så hører vi gerne din historie. Kontakt os her