Få inspiration til sjove og effektfulde aktioner og happenings, der kan være med til at skabe forandringer og give indflydelse.
Syng denne lille kampsang som optakt til OK24
Melodi: Fra Engeland til Skotland
I tyvefiretyve
skal lønnen ha’ et ryk
I kroner ej procenter
ellers bli’r det til et dyk
Ja, det’ en mulighed
at bremse ulighed
Der løftes skal fra bunden af
Vi kæmper – vi bli’r ved!
Lav selv eller indkøb kongekroner og tag dem på til møder om OK24.
Jo mindre man tjener jo mindre får man ud af, at vores overenskomster forhandles i %
Husk at dele på sociale medier og brug fx hashtagget: #vi vil have kroner og ikke procenter
Man kan også bage en huskekage eller huske-småkager, som kan pakkes i små poser sammen med en flyer om hvad det er, politikerne skal huske. (fx budget, overenskomst etc.)
Husk at invitere pressen.
Får I for lidt i lokalløn? Lav en flashmob på rådhuset.
Sådan gør i:
Tag en flok kolleger med på rådhuset – gerne med forstørrelsesglas og detektivhatte eller andet sjovt. Gå rundt og led efter lokallønnen. Hvor kan den være? I potteplanten? Under gulvtæppet? Sæt efterlysningsplakater op overalt. Spørg i receptionen eller hos borgmesteren om de har set den. Få nogen til at filme jagten og de sjove reaktioner og del det på sociale medier med sloganet: Efterlysning: Vores lokalløn er blevet væk. Underbyg gerne med tal på, at I ikke har fået jeres andel af lønmidlerne.
Stil jer ved stationer, indfaldsveje e.l., hvor folk kommer forbi. Uddel kage under sloganet: ’Vi vil også have en del af kagen’. Forklar i flyers, at krisen er ovre, og at offentligt ansatte også skal have del af samfundets kage.
Tag jeres lønsedler med og opfordr en relevant politiker, forhandler eller arbejdsgiverrepræsentant til at bytte. Måske kan I tilbyde et løntjek?
Del på sociale medier – gerne med billeder og film.
Tag foto hvor I løfter hinanden. Brug en palleløfter eller andet der kan illustrere 'lønløftet'.
Husk at dele på sociale medier og brug hashtagget: #Mere lighed løfter alle.
Er samfundet så skidt, at det kun belønner folk i habit? Klæd jer ud i fint tøj, drik champagne, høj cigar føring og tak for skattelettelser (ironisk).
Slogan: "Mere til os der har mest"
I forbindelse med overenskomst- og budgetkampe - både før og under forhandlingerne - kan en overkommelig aktion være, at man producerer bannere, laver badges, en sang eller andet.
Derefter fordeler man kollegaerne på hold, så man på skift kan stå synligt i gadebilledet og gøre opmærksom på ens sag. For eksempel fra kl. 8.00 til 8.30 og igen fra kl. 16.30 til 17.00. På denne måde kan alle deltage, og man kan holde engagementet højt i en længere periode.
Aftal en eftermiddag/aften hvor alle kollegaer kan komme forbi til løn-café og få en lønsnak og et løntjek.
Uorganiserede kolleger kan komme og høre, hvad FOA kan tilbyde og lade sig inspirere af fællesskabet.
Inviter evt. en medarbejder fra din lokale FOA-afdeling til at deltage.
Vær klar med TR-app eller computer, når uorganiserede kollegaer vil meldes ind i FOA.
Formål: Skabe nysgerrighed hos kollegaer, som endnu ikke er meldt ind i FOA samt hjælpe dem med at melde sig ind.
Tag billeder, hvor I står sammen med skilte eller bannere, der viser, hvad der skal rettes op på. Del efterfølgende billederne på de sociale medier.
Hæng en eller flere plakater op på arbejdspladsen med forskellige budskaber, der illustrerer, hvad der er galt på jeres arbejdsplads.
I kan også dele flyers og postkort ud i forbindelse med aktioner og happenings for at sikre, at budskabet når helt igennem. Flyers og postkort skal helst indeholde korte og klare budskaber og have et godt blikfang.
Tal med det lokale trykkeri om trykning af flyers/postkort.
Tag billeder af det, der ikke fungerer på jeres arbejdsplads, og lav en trusselsvæg. Når noget er til fare for arbejdsmiljø og sikkerhed, skal det dokumenteres.
Brug kameraer og telefoner til at tage fotos af de små og store ting, som truer jeres gode arbejdsmiljø. Fra vagtplaner uden transporttid til manglende istandsættelse, nedprioriteret rengøring eller mange alenevagter.
Lav en væg et synligt sted på arbejdspladsen - jeres "trusselsvæg" - hvor I printer og hænger alle trusselsbillederne op. Tag en tusch og skriv dato og evt. truslens karakter på hvert foto, som om det var bevismaterialet til en retssag.
Del jeres billeder på sociale medier.
Inviter forældre eller pårørende til kaffe og tag en snak om de knappe ressourcer og de vilkår, deres familie må leve med i hverdagen.
Alle kolleger går ind på en politikers/kommunes/partis facebookvæg og stiller spørgsmål og kommer med grunde til at prioritere jeres område.
Koordinerede onlineaktiviteter kan give stor opmærksomhed.
Brug advarsler. Når noget er sundhedsskadeligt, skal det deklareres. I en periode kan I opsætte afspærringsbånd, klistermærker og advarselsskilte til at sætte fokus på arbejdspladsens dårlige arbejdsmiljø.
Fra diskrete advarselstrekanter på døre og vinduer til store skilte med tekster som "Adgang på eget ansvar!" eller "Risikozone - pas på liv og førlighed!" hen over indgangspartiet.
Intensiver fx aktionen hen over en uge. Start med diskrete små klistermærker, der dag for dag suppleres med flere og større advarselsskilte. Slut af med en symbolsk karantæne.
Anlæg en skov af effekter. Problemernes omfang skal frem i lyset. Find et godt sted med stor synlighed, fx på et grønt område lige uden for rådhuset eller ved en central rundkørsel. Her laves en skov bestående af små synlige effekter.
Brug fx kitler, arbejdssko eller andet relateret til jeres job. Find et illustrativt tal, som effekterne repræsenterer, og skriv det på et stort banner sammen med effekterne. Det kunne fx være: "Hver sko repræsenterer en nedlagt arbejdsplads i byens plejesektor."
Anlæg "effektskoven" i løbet af en weekend eller en aften og overrask folk den efterfølgende morgen. Kombiner gerne med bannere og uddeling af løbesedler til forbipasserende.
Tegn med kridtstreger som ved en mordsag. Ofrene skal frem i lyset. Brug hvid maling eller kridtstreger til at tegne aftryk på jorden af de, der er ofre for besparelserne. Det kan være fodaftryk, ansigter eller silhuetter.
Lav kridtstregerne hvor de vækker opsigt og skaber interesse, fx foran rådhuset eller arbejdspladsen eller midt på gågaden. Hvert aftryk kombineres med et skilt, der fortæller om baggrunden for kridtstregerne.
Et eksempel: "Christian er ét af nedskæringernes ofre. Efter 30 års loyal indsats for kommunen, mistede han sit job. Christians ryg er så nedslidt, at han i dag ikke har andet valg end at søge førtidspension..."
Selv om I ikke har mulighed for at samles er det stadig muligt at lave aktivisme, der er synligt i gadebilledet.
Saml en masse ens genstande, som repræsenterer det I kæmper for/imod og placer det fx foran rådhuset. Det virker som en stærk, tavs protest.
Det kan fx være sko som en protest mod nedslidning:
Det kan være bamser som en protest mod dårlig normering i daginstitutioner:
Eller det kan være stole som et symbol på alle dem, der bakker op om sagen:
Mød talstærkt op når byrådet/politiske udvalg skal diskutere og beslutte vigtige ting for jeres område. Sørg for at skabe gode billeder ved at have særlige t-shirts eller andet genkendeligt på. Pep op med en sang, en huskekage til politikerne eller andet sjovt.
Husk at invitere pressen og del på sociale medier.
Lav DYT-aktioner, der opfordrer forbipasserende til at vise deres sympati ved at dytte, når de kører forbi.
Husk at det kræver en sag, som folk kender til i forvejen.
Lav en kurv med "godter" til jul og forær den til den eller de politikere som har ansvaret for dit område (sundhed, børn, ældre etc.)
Kurven kan indeholde: postkort, t-shirts, plakater, høringssvar og andet, som man i gennem året har brugt til at sætte fokus på problemstillinger inden for området (fx besparelser, lukning af sygehuse, bevarelse af fritidshjem, sprogtest, unødvendig registrering og dokumentation).
Der er gennem de seneste år kommet nogle undersøgelser om offentligt ansattes ytringsfrihed - eller mangel på samme.
Man kan på en enkel men effektfuld måde gøre politikere og andre opmærksomme på, at det står sløjt til med ytringsfriheden.
Lav et banner med en tekst som siger noget om retten til ytringsfrihed (fx "Respekt for ytringsfriheden. P.s. gælder dog ikke for kommunens ansatte").
Vælg et godt sted at stå med banneret sammen med kolleger med gaffatape for munden, som deler flyers ud.
Aktionen er meget effektfuld i aftenskumring med levende lys.
Før I begynder så overvej hvor mange underskrifter, I skal have, for at det gør indtryk. Har I ressourcerne og den gode sag til at skaffe dem?
Underskriftindsamlinger kan også foregå på nettet. Forslag til underskriftstjeneste på nettet: www.skrivunder.net
Man kan også samle underskrifter på facebook eller lave en gruppe, man kan blive fan af eller blive medlem af. Husk at tænke over hvordan man bliver gjort opmærksom på underskriftsindsamlingen.
Man kan lave sjove visualiseringer af folks støtte til en sag: Man kan fx sætte et håndaftryk, klippe et hjerte eller andet, der ser godt ud på billeder, og som også kan deles på de sociale medier og på den måde skabe opmærksomhed om jeres sag.
Se oversigt over indhold og værktøjer om indflydelse.
Din indgang til opgavehjælp, værktøjer, viden og nyheder som tillidsvalgt i FOA.