Pressemeddelelse

Ny undersøgelse: FOA-medlemmer tester tit og tager gerne vaccinen

Over 9 ud af 10 af FOAs medlemmer vil tage vaccinen, viser ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Flere FOA-medlemmer end tidligere vil følge sundhedsmyndighedernes råd, hvis de anbefales at få en godkendt vaccine mod corona-virus. I en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer i blandt andet ældreplejen, på sygehusene og i dagtilbud svarer 92 procent, at de vil tage imod en vaccine.

Det er en stigning siden januar, hvor 87 procent svarede ja til samme spørgsmål.

”Det er en meget glædelig udvikling. Det tyder på, at nogle af de medarbejdere, der tidligere var bekymrede, har fået svar på deres spørgsmål om vaccinerne,” siger forbundsformand Mona Striib.

Kun fire procent har delvist eller helt forbehold mod at tage imod vaccinen.

Samme billede tegner sig i forhold til at lade sig teste. 91 procent vil lade sig teste i henhold til myndighedernes anbefalinger.

”Testningen er altafgørende i denne fase, hvor der gradvis åbnes for samfundet igen. FOAs medlemmer har nu i et år kæmpet for at holde coronavirusset ude af institutioner og plejecentre – og viser igen samfundssind ved at følge anbefalingerne,” siger Mona Striib.

Og der bliver testet ude på arbejdspladserne. På tværs af FOAs medlemsgrupper svarer 87 procent, at de bliver testet ugentligt eller oftere. Hyppigst testes der i hjemmeplejen og på plejecentrene, hvor knap halvdelen bliver testet 2-3 gange om ugen.

Generelt melder medlemmerne positivt tilbage på teststrategien på arbejdspladsen. Over tre ud af fire i social- og sundhedssektoren er tilfredse med strategien, mens medlemmerne på det pædagogiske område er mest utilfredse.

”Der har været skiftende meldinger omkring test på ældreområdet, men det ser nu ud til at der er kommet styr på det, mens der på det pædagogiske område er udfordringer, der skal løses. Dagplejerne og det pædagogiske personale skal kunne møde trygge på arbejde,” siger Mona Striib.

PCR-testen er langt mest udbredt. 88 procent svarer, at de tager PCR-testen, mens 5 procent tager kvik-testen og atter 7 procent skifter mellem de to.

Især i social- og sundhedssektoren og i kost- og servicesektoren udføres tests af kolleger. I hjemmeplejen, på sygehusene og i behandlingspsykiatrien foretages test af personalet i syv ud af 10 tilfælde af kolleger, viser undersøgelsen.

Se alle resultater fra undersøgelsen i notatet her

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning