Pressemeddelelse

FOA om finanslov: Et pænt stykke fra fuld plade

Forslaget til finanslov peger i den rigtige retning. Men regeringen mangler at afsætte de helt nødvendige midler til det løft af velfærden, som danskerne forventer, mener FOA

Udspillet til finanslov har flere positive elementer. Sådan lyder meldingen fra Danmarks tredjestørste fagforbund, men der er stadig et godt stykke vej før regeringen får fuld plade, mener FOAs formand.
 
"Er der fremskridt i forslaget til finanslov? Ja, det er der. Vi bevæger os i den rigtige retning. Ikke nødvendigvis i det tempo, som FOA kunne ønske. Men vi bevæger os i en god retning. Men når det er sagt, så håber jeg, at støttepartierne også er i stand til at presse regeringen til at gå endnu længere i den rigtige retning," siger Mona Striib.
 
Blandt de positive elementer i forslaget fremhæver FOA, at omprioriteringsbidraget på uddannelse fjernes og at udviklingen i demografien er tilgodeset i aftalen med kommunerne.

Flere penge på bordet

Regeringen har i deres forslag til finanslov 20 afsat 2,1 milliarder kroner til en forhandlingsreserve til bl.a. velfærd, herunder minimumsnormeringer og grøn omstilling. Men det er nødvendigt, at der følger økonomi med, hvis regeringen skal leve op til de forventninger, danskerne har til en ny politik, mener FOA.

"Udover bedre normeringer har vi for eksempel også brug for et gevaldigt løft i psykiatrien, på handicapområdet og til at bekæmpe uligheden i sundhedssystemet. Læg dertil det, vi skal bruge af penge til den nødvendige grønne omstilling. Det er svært at se, at resultatet kan blive andet end skuffende, hvis det skal være inden for de nuværende rammer. Det er afgørende, at der kommer flere penge på bordet," siger Mona Striib.

FOA melder sig gerne med input og forslag til, hvordan vi udvider den ramme, der er afsat til at forbedre velfærden. Det kan man blandt andet gøre ved at hæve udgiftslofterne for 2020, så de går op til budgetlovens grænse på 0,5 procent af BNP. Det vil i 2020 give ca. 11 mia. kr. ekstra.
 
"Et flertal i folketinget har sagt tydeligt og klart, at de ønsker minimumsnormeringer. Der er villighed til at investere de penge, det koster at udvikle og løfte velfærden i takt med befolkningsudviklingen.Den mulighed bør regeringen gribe, hvis Mette Frederiksen vil leve op til at være børnenes statsminister" siger Mona Striib.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning