Pressemeddelelse

Flertal af danskerne: Politikerne bør løse uligeløn

Den markante forskel på lønnen i typiske mande- og kvindefag er et problem, som politikerne skal prioritere at løse. Det mener 3 ud af 4 danskere i ny undersøgelse.

Fortidens syn på manden som familiens hovedforsøger og den arbejdende kvindes løn som et supplement til mandens slår stadig tydeligt igennem på danskernes lønsedler. Ansatte i fag med mange kvindeligt ansatte får nemlig markant mindre i løn, end ansatte i typiske mandefag, og det afspejler sig også i et gennemsnitligt løngab kønnene imellem på 13,1 procent.

”Mellem mande- og kvindedominerede fag er der lønforskelle på både 10, 20 og helt op mod 30 procent, selv om uddannelserne bag er lige lange. Det er både dybt uretfærdigt og udtryk for en tid, vi ellers hævder at have forladt, når vi bryster os af at være et samfund med høj grad af ligestilling. Det er et problem, som landets politikere skal gøre op med,” lyder meldingen fra organisationsformændene i Ligelønsalliancen, bestående af BUPL, Sundhedskartellet, Socialpædagogerne og FOA.

Samme holdning har et stort flertal af danskerne. I en undersøgelse, Epinion har gennemført for Ligelønsalliancen, svarer 77 procent, at de mener, at politikerne ”skal prioritere at finde en løsning på lønforskellen mellem mande- og kvindedominerede fag”. 29 procent mener det i meget høj grad, 27 procent svarer i høj grad, og 21 procent mener det i nogen grad. 

En af årsagerne til de store lønforskelle fagene imellem er, at de kvindedominerede fag blev fastholdt og indplaceret på lavere løntrin end de klassiske mandefag ved Tjenestemandsreformen tilbage i 1969. Fordi kvindens løn betragtedes som en biindtægt til mandens.

”Problemet er historisk funderet. Men det eksisterer i bedste velgående i dag, og derfor må nutidens politikere må tage ansvar for at løse det. Selv om løngabet løbende mindskes i takt med, at flere kvinder tager længere uddannelser og bliver ledere, er tempoet alt for langsomt. Fremskriver man de seneste års udvikling, vil der gå 50 år endnu, førend løngabet mellem mænd og kvinder er udvisket,” er pointen fra de fire formænd.

Ligelønsalliancen har flere gange appelleret til folketingspolitikerne om at afsætte en særlig pulje til ligeløn. Samtidig har flere partier stillet lovforslag om samme uden at have vundet opbakning.

”Det er ubegribeligt, at vigtige faggrupper, der dagligt plejer, støtter og udvikler samfundets syge, ældre, børn og udsatte stadig ikke værdsættes højere. Det er uordentligt både over for dem, der er på arbejdsmarkedet i dag, og over for de børn og unge, som skal træde ind på arbejdsmarkedet og som må vente endnu et halvt århundrede på ligeløn,” lyder budskabet fra alliancepartnerne her på Kvindernes Internationale Kampdag.

Hent Epinions undersøgelse om ligeløn

Forbundsformand Grete Christensen, Sundhedskartellet, tlf. 20137155 
Forbundsformand Benny Andersen, Socialpædagogerne, tlf. 40550982
Formand Elisa Rimpler, BUPL, tlf. 40232069
Forbundsformand Mona Striib, FOA, tlf. 23414198