Pressemeddelelse

FOA: Velfærden har nået et lavpunkt

Størstedelen af de ansatte i daginstitutioner og i ældreplejen oplever, at der er blevet ringere muligheder for at imødekomme borgernes behov over de senere år. Behov for en massiv investering i velfærd, mener FOA.

Mulighederne for at imødekomme børn og ældres behov er blevet forringet over de senere år.

Det mener 8 ud af 10 af FOAs medlemmer som arbejder i børnehaver og vuggestuer. Hos ansatte på blandt andet plejehjem, hospitaler og i ældreplejen er det to-tredjedele, der mener, at mulighederne er blevet dårligere

”Vores børn og ældre er taberne i de seneste mange års besparelser på velfærd. Vi har nået et lavpunkt i forhold til, hvad vi byder børn og ældre.”

”Det vi har brug for nu, er, at en kommende regering ser problemerne i øjnene og investerer i velfærden,” siger forbundsformand i FOA Mona Striib.

I Mandag Morgen kunne man forleden læse de nedslående resultater af beregninger, som professor Jørgen Goul Andersen har foretaget: Siden 2010 har skiftende regeringer stået hårdt på bremsen i forhold til udgifterne til velfærd. Fra 1992 og frem til 2010 var der en årlig vækst i det offentlige forbrug pr borger på 1,8 procent i gennemsnit. Siden 2010 har væksten kun ligget på 0,1 procent pr borger i gennemsnit.

”FOAs medlemmer i ældreplejen, på sygehusene og daginstitutionerne er de første, der mærker de manglende investeringer. Det er dem, der må løbe stærkere, når der mangler kolleger, og dem, der møder borgere, som ikke får den hjælp, de har brug for,” siger Mona Striib.

Konsekvenserne er også tydelige i besvarelserne fra FOAs medlemmer i undersøgelsen:

Næsten hver tredje ansatte i ældreplejen oplever mindst en gang om ugen, at en borger må gå for længe med ble, fordi der ikke er tid til at skifte den. Imens oplever hver anden ansatte i daginstitutionerne mindst en gang om dagen, at de ikke har tid til hverken at håndtere konflikter eller til at give børnene trøst.

”Vi hører alt for ofte medlemmer fortælle om den dårlige samvittighed, de får, når der ikke er tid til at levere det, børnene og borgerne har brug for og med den faglighed, man som ansat har,” siger Mona Striib og kommer med en opfordring til politikerne:

”Det er ikke en reel investering i velfærd, når man vil afsætte lige nøjagtigt nok midler til at følge befolkningens udvikling. De seneste mange år har vi været vidne til en afvikling af velfærdssamfundet – nu er det på tide at genopbygge det,” siger hun.

Læs flere resultater i undersøgelserne: 

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning