FOA: Region Sjælland respekterer ikke Arbejdsretten

Senest fredag klokken 12, skal sjællandske portører svare ja til et ultimatum fra regionen, ellers bliver de fyret, det er resultatet af et møde i arbejdsretten i dag.

20 sjællandske portører skal inden i morgen middag træffe et skæbnesvangert valg. Enten skal de acceptere at blive tvunget på en uddannelse, de ikke mener de kan bruge, eller også bliver de fyret fra deres job.

 

Det er situationen efter at Arbejdsretten i dag tog hul på en sag, som fagforbundet FOA og LO har indbragt. De mener at Region Sjælland og Danske regioner har brudt overenskomsten ved at pålægge portørerne i Region Sjælland, at tage en uddannelse til serviceassistent, hvis de vil beholde jobbet.

 

Begge parter fremlagde i dag deres vurdering af sagen, som senere skal til egentlig forhandling i Arbejdsretten. Region Sjælland sendte den 7. juni et brev til 20 portører med et krav om, at de senest fredag klokken 12 skal svare ja til regionens krav, eller også står de til en fyring. Den tidsfrist står ved magt, trods Arbejdsrettens forhandling.

 

"For mig er det helt uforståeligt, at Region Sælland ikke vil udsætte portørerne svarfrist indtil Arbejdsretten har talt. Det er simpelthen uanstændigt. Jeg håber, at regionspolitikerne har hår nok på brystet til at underkende både Danske Regioner og deres egne embedsmænd," siger Dennis Kristensen.

 

”Det er en ulykkelig og usikker situation for portørerne på Sjælland. Ulykkelig fordi de nu har ganske få timer til at tage en afgørelse på baggrund af en trussel om massefyring, som vi mener er overenskomststridig. Og usikker, fordi et af problemerne med denne sag fra starten har været, at portørerne ikke kan få at vide, hvad de faktisk skal lave, hvis de siger ja til regionens ultimatum. Spørger man dem, siger regionen blot, at det ved de ikke.”

 

Advokat Peter Nisbeth, der har ført sagen ved Arbejdsretten for FOA og LO havde håbet på, at regionen ville udsætte deres varsler, men sagen bliver behandlet, men det blev afvist.

 

”Nu skal vi hver især argumentere for vores synspunkt skriftligt og så mødes vi igen den 31 august, hvor sagen bliver berammet. Vi vil presse på, at det bliver så hurtigt som muligt for de varslede portørers skyl,” siger Peter Nisbeth.

 

Regionsrådet for Sjælland har vedtaget, at langt hovedparten af de ansatte på serviceområdet skal gennemføre erhvervsuddannelsen til serviceassistent med speciale i hospitalsservice. Under uddannelsen vil portørerne opleve at deres løn bliver reduceret kraftigt, og bagefter kan de se frem til, at deres løn og arbejdsfunktioner fremover kan blive ændret væsentligt.

 

Det er planen at 421 medarbejdere – ca. 120 om året - skal på uddannelse og hvis de siger nej, får de en fyreseddel. Den 7. juni modtog de første portører et brev fra regionen, hvor de blev varslet fyring eller tvangsuddannelse.

 

FOA forventer at vinde sagen ved Arbejdsretten, så regionen bliver tvunget til at genoptage samarbejde med de ansatte på regionens sygehuse.

 

”Vi vil gerne ordne det her i god ro og orden. Ingen ønsker konflikter der rammer borgerne og forsinker behandlinger. Men det drejer sig både om nogle ansattes fremtid og i virkeligheden sygehusvæsenets fremtid. Vores oplevelse er, at meget af det her kunne være undgået, hvis ledelsen i regionen havde grebet sagen mere professionelt an,” forklarer Dennis Kristensen.

 

Du kan læse den svarformular, som Region Sjælland har sendt til portørerne her