Pressemeddelelse

25.000 færre ansatte i regioner og kommuner

Der er nu mere end 25.000 færre ansatte i landets kommuner og regioner sammenlignet med for et år siden. Det viser nye tal fra FLD.

Nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor fortæller, at der i juli 2010 var ansat 605.876 personer i kommuner og regioner. I juli 2011 var tallet faldet til 580.709 – et samlet fald på 25.167 personer.

”Vi er godt på vej til at indfri målsætningen fra Liberal Alliance om 40.000 færre offentligt ansatte. I disse uger kæmper et stort antal kommuner med budgetterne, og der vil være nye tusinder af offentligt ansatte, der nu om kort tid skal ud i arbejdsløsheden,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.

”Den nye regering bør tage udviklingen og tallene yderst alvorligt. De øjeblikkelige sparerunder koster dyrt på service og velfærd. Det er børnepasningen, undervisningen i folkeskolen og pleje og omsorg for de ældre, der nu rammes hårdt,” siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at det er skæbnens ironi, at det var Liberal Alliance, der stillede forslaget om 40.000 færre offentligt ansatte, mens det meget vel kan blive en S-SF-R-regering, der kommer til at indfri målsætningen.

”Det nye regeringsgrundlag ønsker mere velfærd, bedre folkeskole og bedre forhold for de ældre, men det er det stik modsatte, vi ser aktuelt. Kommunernes såkaldte nul-vækst har meget store menneskelige konsekvenser. Der er brug for handling nu. Desværre peger regeringsgrundlaget ikke på, at der er akut hjælp på vej til kommunerne. Men udviklingen er langt mere dramatisk end ventet, og regeringens økonomiske ministre bør omgående finde ud af, hvordan de retter op på situationen,” mener Dennis Kristensen.