Kender du et velfærdstalent?

For 7. år i træk vil FOA og PenSam Pension hylde Danmarks største velfærdstalenter, og du kan være med til at udpege, hvem der skal løbe med titlen. Kampagnen er et led i at få unge til at søge mod velfærdsuddannelserne.

”Det gør mig sindssygt stolt, og jeg er megaglad for at blive anerkendt.”

”Det er en kæmpe ære og et kæmpe skulderklap.”

Sådan lød et par af vinder-reaktionerne ved sidste års fejring af ’Velfærdens Talent 100’, der handler om at finde 100 talentfulde unge velfærdsansatte, som fortjener at blive anerkendt for deres faglighed og indsats.

Fra nu og indtil den 5. april kan der indstilles kandidater, så længe kandidaterne opfylder følgende få kriterier:

  • Arbejder inden for FOAs fagområder
  • Under 36 år
  • Fortjener at blive anerkendt

Og alle kan indstille så mange, de vil. Man skal blot følge dette link: Velfærdens Talent 100.  

Efter den 5. april vil repræsentanter fra FOA og PenSam udvælge de 100 største talenter blandt de indstillede, og traditionen tro vil talenterne blive hyldet ved en stor fejring på Christiansborg. I år sker det torsdag den 30. maj.