Hele Danmark er inviteret med til Bælgfrugternes Dag

Danskerne spiser for få bælgfrugter. På Bælgfrugternes Dag, fredag 10. februar, viser kokke og madprofessionelle vejen til velsmagende linser, bønner og ærter. Fødevareministeren fejrer dagen hos FOA i København, der serverer frokost med bælgfrugter.

Danskerne spiser i gennemsnit 2 gram bælgfrugter om dagen, og det er meget langt fra de 100 gram, som De officielle Kostråd anbefaler os at spise. Sammen med kokke, madprofessionelle og bælgfrugt-entusiaster over hele landet, vil Rådet for sund mad nu helt ind i danskernes køkkener og tilbyde opskrifter, tips og tricks – og vise, hvor let det er at forvandle tørrede ærter, bønner og linser til velsmagende retter. Fødevareminister Jacob Jensen besøger fredag FOA. Her får han muligheden for selv at smage, hvordan de professionelle køkkener kan inspirere os til at putte lidt flere bælgfrugter i maden derhjemme.

”Rundt om i mange af landets kantiner er det FOAs medlemmer, der sikrer en god og varieret kost. Vores medlemmer forstår vigtigheden af sund mad og de nye kostråd, og derfor er vi også med helt fremme, når det handler om at udbrede bælgfrugter i danskernes daglige menu,” siger Pia Heidi Nielsen, formand for Kost- og Servicesektoren i FOA.

Bælgfrugternes Dag er lanceret af FN, og Rådet for sund mad går herhjemme - sammen med kokke og madprofessionelle over hele landet - forrest med viden om bælgfrugternes fortræffeligheder og inspiration til en lang række af retter, der rækker ud over de mest kendte; hummus, falafler, daal – og gule ærter.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, besøger på fredag FOA, og slår gladelig et slag for bælgfrugterne:
”Bælgfrugterne trives i det danske klima, og vi ser i stigende grad, at dansk landbrug dyrker flere og flere bønner, ærter og andre bælgfrugter, som kan danne rammen for sund og klimavenlig mad. Klimavenlig kost trives også i det politiske landskab, hvor vi så sent som i sidste uge i Folketingssalen førstebehandlede lovgrundlaget for den nye Fond for Plantebaserede Fødevarer, hvor vi har afsat i alt 675 millioner kroner til bl.a. at støtte udviklingsinitiativer som sortsudvikling, dyrkning, forarbejdning, uddannelse og salgsfremme af plantebaserede fødevarer. I anledningen af Bælgfrugternes Dag vil jeg derfor gladeligt slå et slag for, at vi alle – inklusiv mig selv – skal blive bedre til at få tænkt bælgfrugterne ind på vores tallerkner - til gavn for både krop og klima.”

raadetforsundmad.dk kan alle få opskrifter og inspiration til, hvordan man kan være med til at fejre Bælgfrugternes Dag i sit eget køkken, og over hele landet vil bælgfrugt-entusiaster op til Bælgfrugternes Dag dele opskrifter, viden og tips på deres platforme, hjemmesider og sociale medier.

Der er mange gode grunde til at skrue op for mængden af bælgfrugter i både hjemmene, virksomhederne og institutionerne. Bælgfrugter er en proteinrig råvare fuld af fibre, mineraler og vitaminer, der samtidig i klimaperspektiv er med til at sikre, at vi går en bæredygtig og ansvarlig fremtid i møde. At de endda er forholdsvis billige taler også ind i en tid, hvor vi alle strækker os langt for at få hverdagen til at hænge sammen.

Stort potentiale for bælgfrugter
Danskerne spiser i gennemsnit 2 gram tilberedte bælgfrugter om dagen ifølge tal fra DTU Fødevareinstituttet. Det er meget langt fra de 100 gram som De officielle Kostråd anbefaler os at spise. Der er derfor et stort potentiale i at få danskerne til at spise flere bælgfrugter.

Rådet for sund mad
Rådet for sund mad er et partnerskab med 29 medlemmer, der er centrale aktører i MadDanmark og dækker hele fødevarekæden. Vi har en vision om, at alle danskere kommer til at spise sundere. Sammen sætter vi madens rolle for danskernes sundhed på dagsordenen. Rådet medlemmer samarbejder gennem initiativer, der har en positiv betydning for danskernes madvaner. Bælgfrugternes Dag er sådan et initiativ, og FOA er projektleder.