OK23 nærmer sig: FOAs næstformand er fortrøstningsfuld

I anledning af at de private overenskomstforhandlinger nærmer sig, har Thomas Enghausen, næstformand i FOA, rejst landet rundt og lyttet til medlemmer, tillidsvalgte og afdelinger. Selvom der tegner sig nogle svære forhandlinger, tror han på et godt resultat.

Løn står højest på ønskesedlen, og derefter kommer psykisk- og fysisk arbejdsmiljø. Det er de tre vigtigste indsatsområder for FOAs privatansatte medlemmer ved OK23, beretter næstformand Thomas Enghausen. Han har i løbet af efteråret deltaget i en række medlemsmøder for at blive helt skarp på medlemmernes ønsker.

”Det afspejler jo meget godt den situation, vi er i: Inflationen raser, og det mærker man på pengepungen. Samtidig står vi i en temmelig stor rekrutteringskrise, hvilket er noget, der presser medarbejderne rundt omkring. Og så er det helt naturligt at ønske et bedre arbejdsmiljø – både psykisk og fysisk,” siger han.

Udover løn og arbejdsmiljø har der ved medlemsmøderne blandt meget andet også været drøftet bedre efteruddannelsesmuligheder, pension og den store brug af vikarer.

Mavefornemmelsen er i orden
De mange input, Thomas Enghausen har fået, tager han nu med videre til FOAs hovedbestyrelse, hvor de endelige overenskomstkrav fastlægges. Og han har en god fornemmelse, om end der tegner sig et billede af nogle vanskelige forhandlinger.

”Stemningen har været supergod ved medlemsmøderne, og min forventning er, at arbejdsgiverne er til at tale med, for vi er alle sammen pressede i øjeblikket. Samtidig står vi med massive rekrutteringsudfordringer, og det må de jo tage bestik af ved at tilbyde ordentlig løn og gode arbejdsvilkår,” siger han, men slår samtidig fast, at forhandlingerne ikke bliver nemme.

Vigtige tillidsrepræsentanter
Mange forbinder måske FOA med offentligt ansatte, men forbundet har faktisk omkring 10.000 privatansatte medlemmer. På ét punkt står FOA dog, ifølge Thomas Enghausen, med en udfordring: Der er for få tillidsrepræsentanter. Og det er ærgerligt, for de spiller en stor rolle i og under forhandlingerne ved overenskomstfornyelsen.

”Tillidsrepræsentanten er en nøgleperson i FOA. Ikke nok med at man er den, kollegerne kan søge hjælp hos, så er man også bindeleddet ind til forbundet. På den måde er man med til at sikre, at vi forhandler om det, der betyder noget for medlemmerne,” siger Thomas Enghausen og opfordrer interesserede medlemmer til at melde sig under TR-fanerne.

Er du interesseret i at blive tillidsrepræsentant, kan du læse mere HER.