• Læs op
• Udskriv

Adrenalinsuset, der drøner gennem kroppen. Følelsen af - helt bogstaveligt - at have fingeren på pulsen, og at kunne se her og nu, at ens indsats gør en forskel.
”Det, vi alle sammen brænder for, er at redde liv. Det er så givende at hjælpe mennesker i nød. At gøre et godt stykke arbejde og med det samme se en effekt af det, vi laver. Det er jo det, vi kan, når vi står med akut syge mennesker.” 

Sådan beskriver 33-årige Emil Staunsager baggrunden for, at han i dag på 11. år er ambulanceredder i Hovedstadens Beredskab. For ham er jobbet på sin vis en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. En drøm, som handler om at gøre en forskel. 

”Mange har en forestilling om, at vi kører udrykning på udrykning, og at der er døde mennesker over det hele, hvor vi kommer. Men vores arbejde handler ikke kun om hjertestop, knivstikkeri og trafikulykker. Altså, det gør det også, og der er også situationer, hvor det skal gå rigtig stærkt. Men en stor del af vores arbejde er også nogle, der tager mere tid og i hvert fald er det et arbejde, der også kræver stærke sociale kompetencer og stor empati,” fortæller Emil Staunsager.

For det er ofte mennesker i stor livskrise, de rykker ud til. Mennesker, der er syge, mennesker med et stort misbrug, hjemløse. Også de pårørende til den alvorligt syge skal de tage hånd om. 

”Vi står jo oftest hos borgerne som det aller-, allerførste led i sundhedsvæsenet; før der er en sygeplejerske, en læge eller socialrådgiver, og de kan stå i deres livs største krise. Man kan ikke bare være en, der smækker dem ind bagi ambulancen og kører dem til sygehuset.”

Redderne skal også være gode til at læse borgerens problematikker og afdække, hvad borgerens behov er. Alt det skal der være tid til, mener Emil Staunsager. Men lige netop tid er ofte en mangelvare for ham og hans kolleger. Problemet er, at reddernes arbejdsdag er tæt belagt fra start til slut med ikke-akutte opgaver, hvor de eksempelvis skal køre en sygetransporttur, som måske varer halvanden time.

”Der er et konstant pres på os for straks at køre den næste tur. Det er ikke fordi, vi ikke vil tale med de mennesker, vi kører på de ture, men vi er ikke sat i verden for at køre en sygetur mellem A og B. Det er der mange andre, der kan tage sig af. Vi er sat i verden for at være i beredskab og være klar til når det brænder på,” siger Emil Staunsager. 

For borgerne kan det have fatale konsekvenser. 

”Der er ikke noget mere frustrerende end at vide, at nede om hjørnet ligger der formentlig en med et hjertestop.  Men det kan vi ikke tage os af, fordi vi lige nu skal køre en sygetur. Vi ved med 100 procents sikkerhed, at responstiden til de akut syge, kunne være så meget bedre, hvis ambulancerne blev brugt til akut syge og akutte tilfælde i stedet for transporter,” lyder redderens eget nødråb.

Det, at hjulene konstant skal holdes i bevægelse på ambulancerne, har ikke kun betydning for borgerne, men også for redderne. De oplever manglen på tid mellem turene som et stort arbejdspres. For der er ture, som det er svære at slippe igen.

”Vi ser jo livet på godt og ondt. Vi ser både, når det går rigtig lykkeligt med et nyfødt barn. Men vi ser også, når barnet dør. Men vi får ikke pladsen til at bearbejde det, for der ligger altid en sygetur eller noget andet, vi skal lave. Så selv om vi en gang imellem oplever rigtig slemme ting, som vi har brug for tid til at absorbere eller snakke om, så føler jeg ikke altid, at der er tid og plads til det.”

At arbejdet i sig selv er noget, der sætter sine spor i redderne, fremgår af en ny undersøgelse, som FOA netop har gennemført blandt medlemmer, der arbejder som ambulancereddere, paramedicinere og brandmænd. Af undersøgelsen fremgår, at otte procent, svarende til en ud af 12, udviser alvorlige tegn på PTSD, posttraumatisk stresssyndrom. Samtidig peger Emil Staunsager på, at 8 ud af 10 reddere ifølge en anden undersøgelse overvejer at forlade faget.

”Det er ekstremt skræmmende tal, men også noget, vi kan nikke genkendende til. Der er masser af os, der har planer om at forlade redderfaget inden for et par år. Det bliver rigtig grumt, for hvme skal så køre ambulancerne?” spørger Emil Staunsager og pointerer: ”Det skal der gøres noget ved.”

Hans eget forslag er, at ambulanceredderne alene bør bruges til de akutte opgaver, som de oprindeligt er sat i verden for at køre. Belastningen skal også ned, så de får tid til at absorbere de ture, de har taget. Samtidig skal der sættes en stopper for, at en mindre gruppe af borgere – de såkaldte gengangere – får lov til at belaste systemet.

Mere specifikt handler det om mennesker, som ikke er akut syge og egentlig ikke har brug for en ambulance, men som alligevel ringer 112.

”Vi har ret mange faste gæster på ambulancen. Mennesker, som misbruger systemet i en grad, at de koster mange, mange millioner kroner hvert eneste år. De ved, at de kan ringe efter en ambulance og så komme på hospitalet.” 

Han nævner et eksempel med en borger, der over en fem-årig periode har lavet mere end 700 kald for at blive tilset eller blive kørt på sygehuset. I de tilfælde mener Emil Staunsager, at redderne skal have faglig rygdækning til at kunne beslutte, at borgeren i stedet for med ambulancen skal noget andet. For eksempel til egen læge dagen efter, som så får besked om sagen forinden af redderne. Eller til en socialrådgiver.

”Vi har endda været sendt med udrykning ud til en med kærestesorger. Stupiditeten vil ingen ende tage. Det handler om, at vi skal kunne visitere til de rigtige steder, for lige nu overbelaster vi ambulancerne og akutmodtagelserne med mennesker, der faktisk ikke har behov for det. I dag er det et meget ensporet system, hvor alle bliver kørt med ambulance til hospitalet.” 

Emil Staunsager vil have arbejdsvilkårene forbedret. Han er ikke blandt dem, der overvejer at forlade sit job. I hvert fald ikke endnu. 

”Drengedrømmen for mig har ligget inden for dette her med at gøre en forskel. At arbejdet foregår ude på gaden, og at det er uforudsigeligt. Det får jeg ved at være redder og siden jeg blev det, har jeg ikke kigget mig tilbage. Men vi bliver nødt gøre op med forestillingen om, at vi skal tage andet end det akutte for at være effektive,” siger Emil Staunsager.