Coronakrisen skal håndteres helt modsat af finanskrisen

I kølvandet på finanskrisen fulgte voldsom sparekurs og utallige reformer mod samfundets svageste. Samme fejl må vi ikke begå, når vi nu sammen skal videre efter coronakrisen, lyder hovedbudskabet i Mona Striibs 1. maj-tale.

Lige nu står danskerne bravt sammen - på afstand – i fælles front. Midt i en sundhedskrise. Midt i en økonomisk krise. Vi passer på hinanden, viser sammenhold og solidaritet. Det har vi gjort igennem de seneste måneder nu, og det skal vi blive ved med. Sådan lyder opfordringen fra Mona Striib, formand for forbundet Fag og Arbejde, FOA, i hendes 1. maj-tale, som på grund af COVID19 i år er optaget på video.

”Efterdønningerne fra den massive sundhedskrise, vi i dag befinder os i, vil strække sig langt ind i fremtiden. Også økonomisk. Både for den enkelte familie og for samfundet som helhed. Derfor skal vi tænke os godt om. For hvordan kommer vi bedst videre, når vi kommer igennem sundhedskrisen?” spørger hun.

Øjnene op for offentlig sektor

Kort før corona-virussen brød ud, var der taget de første spæde skridt til at genoprette den offentlige velfærd. Det arbejde lader til at stå stille lige nu. Men vigtigheden af den offentlige sektor står tindrende klart her i coronaens skarpe skær, hvor alle har fået øjnene op for dens store betydning.

”Langt flere faggrupper står klart og tydeligt i danskernes billede af, hvem det egentlig er, der får samfundet til at hænge sammen. Der hver eneste dag sørger for, at vi alle sammen har det godt,” siger Mona Striib.

Advarer mod samme kur

Når det handler om at genoprette økonomien, advarer hun stærkt imod at tage samme kur, som vi allerede en gang for meget har forsøgt os med i kølvandet på finanskrisen sidste i 00’erne.

”Det var en lang ørkenvandring af elendighed og helt forkert medicin. Mere end 35.000 offentligt ansatte mistede dengang deres arbejde. Der blev sat en stærk sparedagsorden og vi fik reform på reform, der gradvist ødelagde det trygge, danske velfærdssamfund og dets sikkerhedsnet for samfundets svageste,” siger FOA-formanden.

Bevar sammenhængskraften

For hende har det først og fremmest handlet om at bidrage til, at vi som samfund kommer bedst muligt igennem sundhedskrisen.

”Lige nu er der rigtig mange offentligt ansatte, der knokler som aldrig før. Det skal vi huske. Også når vi kommer om på den anden side af sundhedskrisen,” siger Mona Striib, der som formand for både FOA og Forhandlingsfællesskabet – en sammenslutning af fagforeninger for ansatte i kommuner og regioner, skulle være i gang med at diskutere de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område i 2021.

”Vi skal bruge denne her tid til at huske på, hvor vigtigt det er, at vi har sammenhængskraft i vores samfund,” siger Mona Striib med et ønske om en god første 1. maj alle.