Efter sager om svigt af ældre: Stort behov for gentænke ældreområdet

Samtidig skal de ældres og deres pårørendes muligheder for at klage over kritisable forhold styrkes, mener FOA.

De aktuelle sager om svigt af ældre borgere på plejecentre bør være en anledning til at diskutere tilstanden på ældreområdet, sektorformand i FOA Torben Hollmann.

 

”Sagerne viser tydeligt konsekvenserne af de faldende udgifter pr ældre, som vi har været vidne til gennem de seneste år. Vi har set lappeløsninger, som skulle give værdighed, men tiden må være til at stoppe med lappeløsninger og gentænke ældreområdet. Det betyder, at man skal kigge på mere end de enkelte eksempler, man skal se på styringsmodeller og den overordnede økonomi.”

 

”Det er de ældre, der mærker de ultimative konsekvenser af besparelserne, men som medarbejder er det stærkt utilfredsstillende, når man ikke kan udføre den hjælp, den ældre har behov for og som ens faglighed tilsiger,” siger han.

 

Pårørendes klagemuligheder skal styrkes 

Sagerne viser også et behov for at give pårørende et sted at gå til, når de oplever svigt, mener Torben Hollmann.

 

”Vi har set alt for mange eksempler på, at ældre borgere ikke får den hjælp, de har brug for. Og alt for mange eksempler på, at man som pårørende ikke føler sig hørt, når man retter en kritik.”

 

”Både de ældre, de pårørende og medarbejderne mangler et sted at gå til med kritik over for lidt eller for dårlig hjælp,” siger han.

 

Kritikken ender hos medarbejderne 

Torben Hollmann mener, at kritikken ofte havner hos de medarbejdere, der er ansat til at pleje borgerne.

 

”Som pårørende vil man oftest gå til ledelsen på plejecentret med problemet, men de er bundet af de økonomiske rammer, politikerne har vedtaget, og kan ikke gøre meget ved problemerne. De ansvarlige politikere tør heller ikke sige sandheden: At der ikke er penge og hænder nok til at levere den service, man som pårørende forventer. Det betyder, at man som pårørende må gå tilbage til plejecentret og rejse kritikken på ny.”

 

”Det er ikke rimeligt, at kritikken rettes mod de, der er tættest på borgerne, men længst fra problemets rod; beslutningen om besparelser på ældreområdet,” siger Torben Hollmann.