I dag viser vi vores støtte til corona-krisens frontpersonale

Det er international arbejdsmiljødag i dag. Over hele verden markerer fagbevægelsen sin støtte til corona-krisens frontpersonale.

Grazie. Thank You. Tak.
Sådan lyder det i dag i Milano, i Miami og i Middelfart.

Den internationale fagbevægelse markerer i år den internationale arbejdsmiljødag med en varm støtte til corona-krisens frontpersonale. Under hashtagget #støtfrontlinjen er det tanken at sige tak til sosu-assistenten og sygeplejersken. Til portøren og paramedicineren. Og til de hundredvis af andre faggrupper, der gør en helt afgørende forskel i disse måneder, der har vendt verden fuldstændig på hovedet.

 
Den internationale aktion skydes i Danmark i gang af FH-formand Lizette Riisgaard tidligt tirsdag morgen, og den lille kampagne er tænkt til at løbe på sociale medier hele tirsdagen. Alle kan være med: Brug de to hashtags #støtfrontlinjen og #iwmd20. Og del opslag, billeder og tekst på Twitter, Facebook, Instagram og andre sociale medier. Husk dog , at I ikke må dele billeder af børn, ældre, patienter og andre borgere. Hashtagget #iwmd20 står for ”International Workers Memorial Day 2020”. Det er den officielle udgave af ”Den internationale arbejdsmiljødag”. På #iwmd20 vil der dukke hilsner og tak op på alverdens sprog.
 
”Vi skylder frontpersonalet en fantastisk stor tak for en enestående indsats i disse måneder. Titusinder af FOAs medlemmer står i frontlinjen, og hver og en fortjener at møde anerkendelse og taknemmelighed. I dag siger vi også hundredtusinde gange tak med et løfte om fortsat støtte. Uden jer gik det slet ikke,” siger forbundssekretær Jens Nielsen i FOA.
 
Den internationale arbejdsmiljødag har været holdt den 28. april hvert år siden 1989, og den har officiel støtte fra FN-systemet i ILO, International Labour Organization. En af de officielle målsætninger er at sænke antallet af ulykker og arbejdsskader, som der skønnes at være 270 millioner af hvert år.