IT-millionær i vildt angreb på FOA

Misundelse er ved at ødelægge au pair-ordningen, mener mangemillionæren Martin Thorborg. Hans angreb bygger mest på misforståelser, siger sektorformand Pia Heidi Nielsen.

FOAs kamp for au pairs er direkte latterlig, mener it-millionæren og Jubii-stifteren Martin Thorborg. I et interview med A4 Medier retter han et kraftigt angreb på fagbevægelsen og FOA, som han mener er engageret i en ideologisk skyttegravskrig.

Det er særligt det nye dansk-gebyr, der har fået mangemillionæren op i det røde felt.

Fra 1. juli er det yderligere blevet obligatorisk for alle fremtidige værtsfamilier, at de skal betale 17.300 kroner for dansk-undervisning af deres au pair. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der skal være fuld brugerbetaling for dansk-kurset, uanset om au pairen benytter sig af tilbuddet eller ej.

”Lommepengene er cool. Det er selvfølgelig fint, at lommepengene stiger stille og roligt. Men det er fjolleri, at værtsfamilierne skal betale for dansk-undervisning. Hånden på hjertet ved vi da godt, at en filippinsk eller thailandsk pige, der kommer til Danmark i to år, ikke gider læse dansk. Og det giver ikke nogen mening at lære dansk, for hun har ikke noget at bruge det til, når hun vender hjem”, siger han til A4.

Martin Thorborg misforstår
FOAs sektorformand Pia Heidi Nielsen er ærgerlig over rigmandens angreb. Navnlig fordi den hovedsageligt bygger på misforståelser.

”Jeg er bange for, at Martin Thorborg har misforstået FOAs rolle. Det er ikke os, der har forlangt det nye gebyr på dansk-undervisning, tværtimod advarede vi mod det, sammen med resten af fagbevægelsen. Forslaget kom fra DF og blev vedtaget af et flertal i folketinget. Derimod anbefalede vi den stigning i lommepengene der kom i 2015, som jeg forstår på interviewet, at han ikke har noget imod,” siger Pia Heidi Nielsen.

Hun forklarer, at FOA er fagforening for au pairs og at det er FOAs opgave, at arbejde for at bedre vilkår for de au pairs der kommer til Danmark.

”Vi arbejder for at styrke, ikke nedlægge au pair-ordningen. Au pairs er som Martin Thorborg rigtigt siger stolte kvinder, der tager ud i verden for at tjene penge på ærlig og redelig måde. Derfor har de selvfølgelig også fortjent ordentlige forhold,” mener Pia Heidi Nielsen.

Inviterer på kaffe 
For at rydde misforståelserne af vejen har Pia Heidi Nielsen inviteret Martin Thorborg på en kop kaffe og en snak om hvad FOA laver og hvordan fagforeningen arbejder for at forbedre forholdene for au pairs.

”Samtalen bliver pludselig meget mindre skinger, når man mødes over en kop kaffe. Så kan Martin Thorborg møde vores au pair-talsmand Jean Gocotano, og så kan vi sammen fortælle mere om, hvad FOA vil gøre for at styrke au pair-ordningen,” siger Pia Heidi Nielsen.

FOA arbejder på et udspil, som skal forbedre og styrke au pair-ordningen i Danmark. Forbundet forventer at fremlægge det til efteråret.