Strid om dagplejeløn vedrører alle

Planlagte besparelser på dagplejeres løn i Faaborg-Midtfyn Kommune er ikke alene dybt urimelige. De udfordrer hele systemet for lokal løn. Alle faggrupper kan blive ramt, advarer sektorformand.

Det lokalt aftalte tillæg for at have et femte barn i dagplejen skal væk. Det samme skal tillæg for at have børn med særlige behov, for at stå for løndata for kollegerne og for at gå på arbejde juleaftensdag. I det hele taget skal funktionstillæg for dagplejere i Faaborg-Midtfyn Kommune fjernes.

Kommunen har nemlig planlagt at spare rundt regnet en million kroner ved at skære ned på dagplejernes ellers i forvejen beskedne løn.

Helt konkret sker det ved at opsige den såkaldte forhåndsaftale. En forhåndsaftale beskriver, hvordan de midler, der er afsat til lokal løn i den enkelte kommune, fordeles. Men i stedet for som vanligt at genforhandle eksempelvis tillæg i aftalen, mener Faaborg-Midtfyn Kommune nu, at den som led i en spareøvelse kan sløjfe hele aftalen og dermed sætte dagplejerne ned i løn.

Uacceptabelt at spare på lønmidler
Den går bare ikke, lyder kritikken fra formand for Pædagogisk Sektor i FOA Mogens Bech Madsen.

”For det første er det et groft signal at sende til dagplejerne, at det arbejde, de udfører i dag, skal være mindre værd i morgen. Anerkendelse kan man i hvert fald ikke kalde det,” siger sektorformanden, der er harm over, at kommunen går efter dagplejerne, som i forvejen ikke har en prangende timeløn for deres 48 timer lange arbejdsuge.

For det andet er det en principielt vigtig sag, hvis kommunen skrotter forhåndsaftalen, understreger Mogens Bech Madsen. Det vil nemlig være i direkte strid med ordlyden i den bagvedliggende aftale om lokal løndannelse, som er indgået mellem Kommunernes Landsforening, FOA og en række andre fagforeninger. Af aftalen fremgår nemlig klokkeklart, at målsætningen med lokal løndannelse ikke er at opnå besparelser på lønbudgettet.

”Vi kan ikke acceptere, at kommuner bruger de lokale lønmidler som et spareobjekt. Gennemfører man det, er det er første skridt imod at lægge hele systemet for lokal løn i graven,” siger Mogens Bech Madsen.

Andre faggrupper kan stå for skud
Op mod 140 dagplejere vil blive ramt af besparelserne, som vil kunne koste den enkelte dagplejer mere end 1.000 kroner hver måned. Indtil videre er alene dagplejernes lokale lønaftale i spil som led i kommunens spareøvelse. Men kommunen har også lokale lønaftaler med næsten 100 andre faggrupper - og borgmesteren vil ikke afvise at lave sammen manøvre med nogle af dem, hvis kommunen kan spare penge.

”Som sagt er vi nødt til at kigge på alle udgifter hele vejen rundt. Vi er arbejdsgivere, og det kan man bryde sig om eller lade være. Men hvis man ikke er klar til at påtage sig det ansvar, det er at være arbejdsgiver, så skal man ikke gå ind i kommunalpolitik,” siger borgmester Hans Stavnsager (S) til Fyens Stiftstidende.

Lokalpolitikere på retræte
Selv er borgmesteren ikke involveret i forhandlingerne, som foregår mellem embedsmænd og FOA Sydfyn. Det sker efter, at lokalpolitikerne på et byrådsmøde i april gav embedsværket grønt lys til at genforhandle forhåndsaftalen. Men siden mødet i april har flere lokalpolitikere fortrudt, at de bakkede op om beslutningen, som flere giver udtryk for, at de ikke oprindeligt har fået stået konsekvenserne af. Blandt andet er DF’eren Jack Odgaard på retræte i Fyens Stiftstidende. Det samme er den konservative Søren Clemmensen, der mener, at dagplejerne skal have deres tillæg tilbage.

Imens har adskillige fagforeninger kritiseret kommunens linje, ligesom forældre har protesteret højlydt over for politikerne for at bakke dagplejerne op.

Efter aflysning af et planlagt møde om sagen mellem Faaborg-Midtfyn Kommune og FOA Sydfyn er det endnu ikke lykkedes at få en ny dato i kalenderen. Den gældende aftale udløber med udgangen af denne måned.