Høringssvar om ændring af dagtilbudsloven

FOA har afgivet høringssvar til ændringerne med følgende indhold:

FOA hilser forslaget til ændring af dagtilbudsloven velkomment, og mener, at loven i sin helhed og især den styrkede læreplan bidrager til at styrke kvaliteten i dagtilbuddene. Vi er meget optaget af, at læreplanen skal være et anvendeligt redskab til udvikling af kvalitet i dagtilbud. En læreplan kan ikke alene skabe forandring, eller øge chancelighed. For at sikre forandringer, der fører til et reelt kvalitetsløft, skal læreplanen være et redskab, der igangsætter lokal refleksion og bidrager til opbygning af en evalueringskultur, der sikrere løbende udvikling af pædagogisk arbejde i dagtilbud. Det forudsætter en meget ambitiøs og tæt understøttelse af læreplansimplementering i kommuner og dagtilbud.

I forbindelse med krav om kvalitetsløft og rettidig implementering af læreplaner i alle kommuner og dagtilbud, forslår FOA, at kommunerne i en periode styrker det pædagogiske tilsyn i daginstitutioner ved at opnormere de pædagogiske konsulenter, og i dagplejen ved at opnormere dagplejepædagoger. Et styrket tilsyn i implementeringsperioden vil sikre, at kvalitetsløft og implementering af læreplanen tilpasses det enkelte dagtilbud og spiller sammen med den eksisterende kvalitetsudvikling.

Ud over implementeringsstøtte er det afgørende for at sikre et kvalitetsløft, at der satses massivt på uddannelse. De ikke-pædagogisk uddannede i dagtilbud skal have adgang til de pædagogiske grunduddannelser og pædagoger og pædagogiske assistenter skal have adgang til relevant efteruddannelse.

Lovforslagets krav om styrket tilsyn for private pasningsordninger ser vi i FOA meget positivt på. Der er dog et stort forbehold i forhold til finansiering af det styrkede tilsyn. Det er afgørende, at der sendes et klart signal om, at det styrkede tilsyn med de private pasningsordninger ikke må medføre, at den generelle standard for tilsyn med dagtilbud/dagpleje falder i kommunerne.

FOA ønsker at rejse en bekymring i forhold til lovforslagets § 27 b om forældres ret til deltidspasning under barsel. I FOA er vi bekymrede for udmøntningen af denne bestemmelse, i forhold til henholdsvis barnets ret til samme dagtilbudsplads før, under og efter deltidspladsen, og betydningen af deltidspladser for dagplejen.

I forbindelse med lovforslagets § 85 a om kombinationstilbud ønsker FOA at bemærke, at det skal sikres, at muligheden for kombinationstilbud, såfremt den finder anvendelse, så forældre og børn i dagtilbud ikke oplever forringelse af dagtilbuddenes økonomi og normeringer”.

Læs hele høringssvaret