Høringssvar til lovforslag om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (Kønsopdelt lønstatistik)

FOA bemærkede, at regeringens plan om at tilbagerulle til den lov, som var gældende før ændringen af 26. maj 2014, vil medføre en forringelse af målet mod ligeløn for lige arbejde blandt køn i Danmark.

På det private område organiserer FOA bl.a. indenfor plejesektoren/frit valg samt daginstitutionsområdet. Der er i disse to sektorer mange små virksomheder, der vil falde uden for loven, og dermed ikke have pligt til at udarbejde en kønsopdelt lønstatistik på arbejdspladsen. Det er FOA’s opfattelse, at de små virksomheder også har et ansvar for at reducere eventuelle lønforskelle mellem mænd og kvinder samt have fokus på ligeløn generelt blandt virksomhedens ansatte, uagtet at det er en mindre arbejdsplads.

FOA bemærkede endvidere, at beslutningen om, hvilket lønbegreb der anvendes i forbindelse med udarbejdelse af en kønsopdelt lønstatistik på en arbejdsplads, skal aftales mellem parterne og ikke kun af arbejdsgiver. Endvidere at - for så vidt muligt - skal ”aftalt løn” eller ”den standard beregnede timefortjeneste” anvendes som lønbegreb, da det er kønsneutrale lønbegreber.”