Høring over Strukturkommissionens betænkning nr. 1434

• Rednings- og ambulanceberedskabet
• Børne- og ungeområdet
• Ældreområdet
• Psykiatrien
• Kollektiv trafik

Rednin gs- og ambulanceberedskabet
Det er forbundets opfattelse, at organisering af såvel redningsberedskabet som ambulanceberedskabet i større enheder end i dag vil kunne føre til en mere effektiv opgaveløsning.

Redningsberedskabet på niveau 1 og 2 bør samles i regionerne, mens redningsberedskab på niveau 3 (meget store opgaver, som kræver en koordinering på landsplan) fortsat bør forvaltes af staten. Dette vil betyde bedre koordinering på skadestederne og muliggøre udveksling af personale mellem ambulancetjenesten og redningsberedskaberne, idet redderuddannelsen også omfatter uddannelsen til brandmand.

En sådan opgaveplacering vil endvidere betyde bedre koordinering og udnyttelse af ressourcerne i forbindelse med varetagelse af myndighedsopgaver, indsatsledelse mv. Ambulancetjenesten hører ufravigeligt sammen med den øvrige præhospitale indsats, og ambulanceuddannelsen er tilrettelagt som en sundhedsuddannelse.

Såvel rednings- som ambulanceberedskabet bør derfor placeres i regionerne for at sikre den mest effektiv opgaveløsning og bedste koordinering af indsats og ressourcer.

Efter forbundets opfattelse bør rednings- og ambulanceberedskabet henhøre under Indenrigs- og Sundhedsministeriets område. Det vil betyde et enstrenget redningsberedskab omhand­lende alt fra elementær førstehjælp til dygtigste niveau 3 behandler, fra den frivillige i forplejning og indkvartering til deltids- og til fuldtidsbrandmanden. Alle med deres særegne kompetencer i forhold til behovet efter den snart forestående risikobaserede dimensionering.

Herudover er det afgørende for forbundet, at der fortsat sikres en ensartet landsdækkende erhvervsuddannelse til ambulanceassistent, da denne uddannelse bl.a. giver mulighed for udveksling af personale fra ambulance- til redningsberedskabet. Desuden har den ensartede igangværende implementering af en national ambulancebehandleruddannelse på niveau 2 og niveau 3 sikret ens kvalifikationer og kompetencer og dermed fri bevægelighed for reddere i landet. FOA foreslår derfor, at hele ambulanceuddannelsen op til niveau 3 forvaltningsmæssigt samles i regionerne med en central styring.

Det er vigtigt at understrege, at FOA til stadighed mener, at der bør arbejdes for, at ambulancemandskabet opkvalificeres til at yde en optimal præhospitalbehandling.


Børne- og ungeområdet
Når det gælder børne- og ungeområdet, finder FOA, at de specialiserede sociale opgaver fortsat bør ligge i et regionalt niveau af hensyn til den faglige kvalitet, de faglige miljøer og bæredygtigheden i forhold til brugerne. Der kan dog være nogle hensyn, som taler for, at ganske enkelte meget store kommuner bør have mulighed for at varetage dele af de specialiserede sociale opgaver. Dette sidste må afhænge af den kommunale og regionale inddeling i øvrigt.

Økonomisk og styringsmæssigt er det spørgsmålet, om grundtakstreformen har skabt den fornødne sammenhæng mellem ansvar og styring, eller om reformen i virkeligheden blot har øget udgiftsniveauet i både amter og kommuner, uden at der er skabt et tilsvarende afklarings- og kvalitetsløft. Hvis det sidste er tilfældet, bør det ske en egentlig adskillelse i betalingsforpligtelsen på børne- og ungeområdet mellem fremtidens kommuner og amter.

Der er i betænkningen ingen gennemgang af eller bemærkninger om dagpasning. Dette skal sikkert ses i lyset af, at størsteparten af al dagpasning i dag foregår i kommunerne og fortsat efter al sandsynlighed vil foregå der.

Der er imidlertid stor forskel på, hvordan kommunerne har arrangeret sig på dette område.

I mange kommuner har man de traditionelle institutioner - vuggestue og børnehave - side om side med dagplejen. Sidstnævnte er de fleste steder ledelsesmæssigt organiseret som et selvstændigt område.

På basis af erfaringerne fra Bornholm vil FOA imidlertid godt gøre opmærksom på, at en ny kommunal struktur med større kommuner med al sandsynlighed vil medføre ledelsesmæssige problemer og omlægninger på dagplejeområdet.

Dagplejen beskæftiger knap 25.000 personer, og der passes dagligt omkring 85.000 børn i denne pasningsordning. Dagplejen er en pasningsform, som er højt skattet blandt mange småbørnsforældre.

I dag er der i langt de fleste kommuner en selvstændig ledelse af dagplejen med tilknyttede tilsynsførende pædagoger. I forbindelse med en sammenlægningsfase er det muligt, at man fra kommunal side vil gøre som på Bornholm og sammenlægge ledelsen af hele børnepasningsområdet under samme hat med fatale virkninger til følge. På Bornholm er et af resultaterne blevet, at 75 procent af dagplejepædagogernes arbejdstid nu går med koordination og administration i stedet for tilsyn og rådgivning i forhold til den enkelte dagplejer. Det er ikke pædagogisk betryggende.

En sammenlægning af dagpleje og daginstitution i forbindelse med en kommunalreform kan få afgørende indflydelse på dagplejens kvalitet, pædagogik og metode. En sammenlægning vil desuden kunne medføre en ensretning af de udbudte pasningstilbud, hvilket ikke stemmer overens med forældrenes ønske om at kunne vælge mellem flere pasningsformer og regeringens krav om variation i pasningstilbuddene. Dagplejen har en særlig værdi, fordi pasningen foregår i mindre grupper under hjemlige rammer. Her kan der tages udstrakt hensyn til børn med særlige behov, som f.eks. for tidligt fødte og allergibørn samt børn af indvandrere.

Derfor bør dagplejen fortsat være et selvstændigt pasningstilbud, der er ligestillet med dagpasning i institution. Der er tale om forskellige typer af pasning, der har hver deres særkende, kvalitet og værdi. Dette bør ikke ødelægges som følge af en eventuel kommunalreform med større kommuner til følge.


Ældreområdet
Ældreområdet vil ifølge betænkningen ikke blive flyttet til et andet myndighedsniveau, men der vil være en stor opgave i forhold til at skabe et fælles niveau - med de bedst mulige vilkår - på tværs af de nuværende kommunegrænser. Samtidig skal der skabes koordinerede og sammenhængende forløb for de borgere, der har brug for hjælp, så der skabes en helhed i ældreplejen frem for fokus på detailbeskrevne enkeltydelser.

Den faglige bæredygtighed for myndigheds- og driftsopgaver vurderes af Strukturkommissionen som værende i orden med den nuværende kommunestørrelse. Spørgsmålet må derfor være, om der ved storkommuner vil være mulighed for at skabe tilstrækkeligt attraktive arbejdspladser til at tiltrække kompetente medarbejdere til ældreområdet?

Forbundet er enigt i, at ældreområdet allerede nu er fagligt og økonomisk bæredygtigt. Vi mener derfor, at ansvaret og finansieringen af ældreområdet også fremover skal være et rent kommunalt anliggende.

Der er fra Strukturkommissionens side peget på en række svagheder med den nuværende struktur. De svagheder knytter sig især til opgaver, der er delt mellem forskellige myndigheder. Der er brug for en klarhed i den fremtidige struktur, så der er en nøje ansvarsplacering af opgaven.

De øvrige svagheder på ældreområdet kan løses ved, at opgaverne på ældreområdet vare­tages af den enkelte kommune. Det vil skabe sammenhæng mellem ansvar og finansiering, sikre gennemskueligheden, give mulighed for entydige politiske prioriteringer, sikre borgernes mulighed for indflydelse og deres mulighed for demokratisk kontrol samt sikre, at den økonomiske bæredygtighed forbedres ved, at pengene bruges til ældrepleje og ikke profit til forskellige former for selskaber.


Psykiatrien
FOA er enig med Strukturkommissionen i, at der mangler den nødvendige helhed og sammenhæng i den indsats, der ydes inden for det socialpsykiatriske område og mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien. En helhed og sammenhæng, som er vigtig for kvaliteten i indsatsen overfor den sindslidende.

Det afgørende for helhed og sammenhæng er ikke alene, om opgaven er placeret på det kommunale, det regionale eller det statslige niveau. Myndighedsansvarets placering og sammenhængen mellem myndighedernes forvaltning af ansvaret skal være klar. Forudsætningerne for den faglige indsats skal være tydelige og understøtte den sindslidendes behov for sammenhæng og kontinuitet.

FOA lægger vægt på, at der i den samlede opgavevaretagelse inden for det psykiatriske område sker en sikring af og at der er den fornødne respekt for både den socialfaglige og behandlingsfaglige tilgang til opgaveløsningen.

En samling af hele den socialpsykiatriske indsats i kommunerne, der forudsættes at få en størrelse på 30.000-50.000 indbyggere, åbner mulighed, for at nogle af de opgaver, som hidtil er løst på amtsniveau, kan løses på det lokale niveau.

Det fører derfor ikke til, at alle socialpsykiatriske opgaver kan løses her. Der vil fortsat være behov for fælles løsninger af de mere specialiserede opgaver.

FOA er endvidere imod, at der foretages udbud af sådanne opgaver til private leverandører.

Strukturkommissionen er ikke i stand til at pege på strukturelle løsninger, der kan løse de problemer, som behovet for sammenhæng mellem behandlingstilbud i sundhedsvæsenet og den socialpsykiatriske indsats i kommunalt regi fører med sig.

Der bør efter FOA's opfattelse skabes sikkerhed for, at der mellem det regionale og kommu­nale niveau sker en sikring af den nødvendige sammenhæng i opgaveløsningen i overens­stemmelse med den sindslidendes behov. En sikring, som kan gennemføres ved et lovgiv­ningsmæssigt krav om indgåelse af bindende aftaler mellem regionen og de enkelte kommuner inden for regionen.


Kollektiv trafik
Det er forbundets holdning, at busdriften skal placeres i de kommende regioner - også i hovedstadsområdet, hvor Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) bør nedlægges. Ansvaret for den kollektive trafik i hovedstadsområdet bør så vidt muligt samles i en hovedstadsregion.

Kommissionen peger da også på den mulighed, at det opdelte ansvar for regionale veje, kollektiv trafik og trafikplanlægning i hovedstadsregionen kan ændres, så ansvaret for overordnede veje, regionplanlægningen, den regionale bustrafik og de særlige kollektive trafikformer (lokalbaner, S-tog og Metro) samles på ét myndighedsniveau.

Forbundet anbefaler, at der arbejdes hen i mod at realisere denne mulighed - med en ansvarsplacering i en kommende hovedstadsregion.

Hvis busdriften placeres i fælleskommunale trafikselskaber, bør regionen have bestemmende indflydelse i disse selskaber.

Amterne og HUR har overtaget ansvaret for de hidtidige privatbaner. Forbundet anbefaler, at det overvejes at lade også de øvrige regionale dele af jernbanenettet overgå til styring på regionalt niveau, så den kollektive trafik på dette niveau styres af samme myndighed. Forbundet har noteret sig, at kommissionen også nævner dette som en mulighed.

Set ud fra et snævert trafiksynspunkt bør en kommende hovedstadsregion efter forbundets opfattelse have samme udstrækning som HUR-området i dag (Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Roskilde og Frederiksborg Amter).

Forbundet kan imidlertid ikke anbefale, at der etableres forskellige regioner med henblik på de forskellige opgavers løsning.

Med venlig hilsen

Dennis Kristensen
Forbundsformand