Forslag til forbedring af muligheden for madordninger i daginstitutioner

Høring vedr. udkast til lovforslag om ændring af lov om social service (Forbedring af muligheden for madordninger i daginstitutioner mod fuld forældrebetaling)

Forbundet har sendt dette svar 18. oktober 2004 til Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggender:
 
Forbundet af Offentligt Ansatte takker for muligheden for at afgive høring i forbindelse med udkast til lovforslag om madordninger i daginstitutioner mod fuld forældrebetaling.

Overordnet set er Forbundet af Offentligt Ansatte tilhængere af madordninger, der sikrer god og ernæringsrigtig kost. Men madordninger i dagtilbud bør gælde alle eller ingen børn. Det vil set med vores øjne være det eneste rigtige, såfremt målet er en reel forbedring af børns sundhed. Hvis, som der lægges op til i lovforslaget, at lønudgifter til madordningen kan indregnes i forældrenes betaling, så kan tiltaget næppe ses som en forbedring på andre måder end, at der rettes op på en forglemmelse.

Det problem, som vi ser i lovforslaget, er, at en ordning med fuld forældrebetaling kan føre til situationer, hvor en dyr løsning kan skabe tidlige sociale skel. Trods kommunernes mulighed for at fastsætte et maksimumbeløb for betalingen, så er der en reel fare for, at et antal forældre, hvis børn har behov for en madordning, ikke har råd til at deltage i ordningen. Vi kan ikke støtte ordninger, hvor det er forældrenes økonomi og ikke barnets sundhed, der dikterer, hvad der er bedst for barnet.

I en tidligere publikation fra Socialministeriet, juni 2003: "En god start til alle børn", fremgår det bl.a., at "vi må gøre hvad vi kan for at kompensere udsatte børn for deres dårlige udgangspunkt, det er både i børnenes og samfundets interesser". Dette udsagn har derfor ikke sammenhæng med lovforslaget om madordninger, når det vil være et faktum at en dyr løsning skaber tidlige sociale skel.

En daginstitution er i stedet for et tilbud der skal skabe lige muligheder for alle børn. Et tilbud om et udviklende pædagogisk miljø og kunne få en sund og ernæringsrigtig kost. Frit valg ordninger herunder madordninger, der har økonomiske konsekvenser for den enkelte forældre, kan i sagens natur ikke bryde den negative sociale arv.

Forslaget om at indføre forældrebetalte madordninger også for vuggestuebørn ligger i forlængelse af en tiltagende tendens til afvikling af kosttilbuddet også i disse institutioner. Vi kan ikke tilslutte os, at man fjerner ydelser, der hidtil har været en integreret del af daginstitutionerne, og derefter tilbyder samme ydelse mod tillægsbetaling. Vi kan frygte, at en kommende mulighed for forældrebetalte madordninger til de 0-2-årige kan være med til at accelerere udviklingen, således at kostordninger på dagtilbudsområdet inden for en kort tidshorisont alene tilbydes mod ekstrabetaling.

Selve indholdet af lovforslaget indeholder nogle uklarheder. Således er formuleringen af ændringen i § 15 b, stk. 3, 2. pkt. forskellig i henholdsvis selve lovforslaget og bilag 1 (Lovforslaget sammenholdt med gældende lov). I sammenhæng hermed forekommer det ikke fremmende for forståelsen, når det i det nævnte bilag 1 hedder, at "kommunen kan beslutte, om lønudgifter, der medgår til madordningen, kan indgå i betalingen for madordningen", mens det af bemærkningerne til lovforslagets enkelte elementer fremgår, at "Det er forældrebestyrelsen, der beslutter, om lønomkostninger ved madordningen skal indregnes i forældrenes betaling".

Forbundet har ingen bemærkninger til ændringsforslaget til § 13, stk. 1, 1. pkt. 

Med venlig hilsen

Ruth Nielsen                                  
Sektorformand                               
FOA-Pædagogisk sektor     
Britt Petersen       
Formand   
Landsforeningen for Socialpædagoger