Portræt af Pia S Nielsen
Pia fik 61.000 kr udbetalt, efter hun fik lavet et tjek af sin lønseddel med FOA
Foto: Claus Bonnerup

Så let tjente Pia 61.000 kroner

Da FOA tjekkede Pias lønseddel, opdagede man, at der manglede to tillæg. Nu får hun efterbetalt 61.000 kroner, skriver fagbladetfoa.dk

I et stykke tid havde Pia S. Nielsen fra Horsens haft mistanke om, at der var noget galt med hendes lønseddel. 
 
Derfor opsøgte den 56-årige sygehjælper FOA for at få lavet et løntjek. Da fagforeningen gik lønsedlen efter i sømmene, viste det sig, at Pia havde et stort beløb til gode.
 
"Jeg troede selv, det måske drejede sig om 10.000 kroner, så jeg må ærligt indrømme, at jeg var ved at få et hjertestop, da jeg fik at vide, det drejede sig om 61.000 kroner," siger Pia til fagbladetfoa.dk.
 
Hun fortæller, at beløbet har vokset sig så stort, fordi der både har manglet at blive udbetalt pension og diverse tillæg.
 

Så let var løntjekket

Løntjekket er en af de ydelser, der følger med medlemskabet af FOA. Pia fortæller, at det var ukompliceret, at få lavet gennemgangen af lønsedlen.
 
"Der var let at få lavet løntjekket. Jeg blev bedt om at komme forbi den lokale FOA-afdeling med mine lønsedler og ansættelseskontrakter. Derudover medbragte jeg to andre aftaler, som jeg også havde på skrift, hvor der stod jeg var praktikvejleder og nødkaldsansvarlig," siger hun.
 

Godt råd: Tjek din lønseddel

Sagen har givet hende stof til eftertanke:  
 
"Når jeg har fået for lidt udbetalt, så har mine kollegaer det sikkert også," siger Pia.
 
I dag går hun hver måned sin lønseddel grundigt igennem - og anbefaler andre og gøre det samme.  
 
"Jeg vil anbefale andre at få tjekket deres lønseddel. Der sker så mange fejl i løn sedlerne, så man snyder sig selv, hvis ikke man gør det," siger Pia.