Øreakupunktur hvor kvinde sætter nåle i en anden kvindes øre
Inden afsluttende eksamen får Susanne Fuglesang øreakupunktur for at dæmpe eksamensangsten. Sosu-assistent Helle Kurup er efteruddannet til certificeret NADA-behandler.
Foto: Niels Åge Skovbo

FOA hjælper mod eksamensangst

Eleverne på Sosu-skolen i Aarhus kan få øreakupunktur mod eksamensangst, hvis de er medlemmer af FOA.

Social- og sundhedsassistent Helle Kurup sætter rutineret akupunkturnåle i ørerne på Susanne Fuglesang, inden hun skal op til den afsluttende eksamen som social- og sundhedsassistent.

NADA-øreakupunktur mod eksamensangst er et nyt tilbud til eleverne, når Social- og sundhedsassistentklubben i FOA Århus besøger Social- og Sundhedsskolen. Det skriver Fagbladet FOA, som udkommer torsdag den 13. juni.

Dæmper puls og blodtryk
Helle Kurup er uddannet certificeret NADA-behandler, og hun oplever, at øreakupunkturen har en god effekt på eksamensangst:

”Der er elever, som er rystende nervøse, når de kommer ind, og der tager NADA-behandlingen nerverne helt akut og dæmper puls og blodtryk.”

NADA er udviklet af en amerikansk psykiater i 1970’erne og bruges blandt andet til behandling af misbrug, stress, angst, søvnforstyrrelser og aggressioner.

”NADA kan både bruges akut til nogen, der har det skidt her og nu og som behandling over længere tid. Jeg giver for eksempel NADA til en dreng med ADHD en gang om ugen, og han er nu trappet ned i medicin,” siger Helle Kurup.

Fik mig til at slappe af
Susanne Fuglesang fik den første øreakupunktur-behandling fem dage før eksamen og den anden en time før. Hun synes, at hun kunne mærke den største forandring efter første gang:

”Jeg faldt til ro og tog tingene lidt mere afslappet. Jeg ville ønske, jeg havde fået tilbuddet om NADA, da jeg for fem år siden var til eksamen på hjælperuddannelsen, for jeg var lige så nervøs dengang. Det er rigtig godt, at der findes sådan en bivirkningsfri metode mod eksamensangst,” fastslår hun.