FOA: Hør frontmedarbejderne, når krisen skal evalueres

Drop tanken om at finde fejl i et useriøst drilleri. Evaluer i stedet hele krisen, og snak med dem, der har stået i frontlinjen.

Et flertal uden om regeringen har besluttet, at der skal nedsættes et ekspertudvalg for at se på regeringens håndtering af coronakrisen. Undersøgelsen har fået opbakning her i avisen af ingen ringere end avisens chefredaktør, som i den anledning spekulerede i, om statsministeren var ’danmarkshistoriens dyreste dame’. Jeg er slet ikke uenig i, at vi skal evaluere og lære af krisen, men jeg er usikker på, om tidspunktet er rigtigt.

Som repræsentant for de medarbejdere, der er i frontlinjen, kan jeg se, at krisen ikke er ovre endnu. Og når man skal vurdere et forløb, er det min erfaring, at det hjælper ganske gevaldigt, hvis man har slutningen med.

Jeg har til gengæld seriøse problemer med bemandingen i det såkaldte ekspertudvalg. Ifølge forslaget vil man frikøbe fem eksperter med forskellig videnskabelig baggrund i et halvt år til at levere undersøgelsen. Eksperter i hvad må man spørge? Jo da, deres viden kan man ikke tage fra dem, men har de stået derude i frontlinjen, hvor kampen mod corona faktisk har foregået?

Den viden, vi har brug for, finder I ikke på et kontor bag tykke mure
Har de stået foran fru Hansen, fra dag 1, uden værnemidler, uden retningslinjer, uden viden om det, de kæmpede imod?Har de stået med den usikkerhed, den angst for at bære smitte rundt eller med hjem? Har de dag efter dag stået i diskussioner med deres leder om, hvorvidt man skal bruge værnemidler eller ej? Har de stået og kigget på lastbiler med værnemidler køre direkte forbi plejehjemmet for at aflevere det hele på sygehuset?

Har de stået med grædende, sure, aggressive pårørende, der ville ind og besøge deres far eller mor? Har de kæmpet for at blive testet med henblik på at se, om de var syge eller kunne passe deres arbejde? Har de uforvarende båret smitte rundt blandt ældre, der senere er døde af det? Har de hver dag følt sig nedprioriteret, vel vidende at det var dem, der stod forrest?

Hvis vi virkelig vil lære noget af denne krise, så drop tanken om at finde fejl hos en regering i et useriøst drilleri. Evaluer i stedet hele krisen, og snak med dem, der har stået i frontlinjen. Den viden, vi har brug for, finder I ikke på et kontor bag tykke mure, den finder I ude hos fru. Hansen og hos dem, der hjælper fru Hansen med at få livet til at fungere. Spørgsmålet er, vil I lære eller drille?

Bragt i Politiken, den 7. juni 2020