FOA: Skal vi have en anstændig ældrepleje, skal vi gøre op med fortidens synder

Pengene er ikke fulgt med opgaverne, medarbejderne bliver mødt af detailkrav, som tager tid fra omsorg, og samtidig er antallet af ældre steget.

Så længe nogen af os to har beskæftiget sig med ældreområdet, har det været klart, at det danske samfund får flere og flere plejekrævende ældre. Hvis vi ikke gør noget nu for at tiltrække flere ansatte til området, står vi med en regulær krise om få år.

Der er allerede problemer med at finde hænder på ældreområdet. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) viser, at de danske kommuner fra april til og med september havde godt 6.000 forgæves forsøg på at ansætte nye social- og sundhedsansatte. Omkring 30 procent af de stillinger som sosu-assistent, der bliver slået op, bliver ikke besat.

Og der er kun udsigt til, at behovet for medarbejdere i ældreplejen bliver større.

Frem mod 2040 vil der komme godt 230.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år ifølge tal fra FOA, og har derfor snart mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Det lyder voldsomt, men det betyder ikke, at slaget er tabt. Det betyder, at vi skal til at komme ind i kampen i meget højere grad, end vi har været det hidtil.

Det skal være muligt for flere at få fuldtids- frem for deltidsstillinger. Og der skal være respekt om både fag, ansatte og borgere. Hvis vi vil tiltrække de mennesker, det kræver til fagene, handler det også om mere anerkendelse af fagene, tillid til medarbejderne og fornuftig tid til opgaverne.

Desværre ligger vores udfordring ikke kun foran os. Fremtiden er vi selv herre over, men hvis vi vil tilbyde borgerne en anstændig ældrepleje, bliver vi også nødt til at kigge på fortidens synder. Pengene er ikke fulgt med opgaverne, medarbejderne bliver mødt af detailkrav, som tager tid fra omsorg, og samtidig er antallet af ældre steget.

Lad os bare komme med ét konkret eksempel, nemlig hvor meget hjælp de ældre har kunnet få i hjemmet. Fra 2008 til 2018 er antal modtagere af hjemmehjælp i eget hjem faldet med knap 40.000. Det svarer til ca. 21 pct.

Den opgave, vi står over for, er at gøre velfærdssamfundet klar til en fremtid med endnu flere ældre. Den opgave løses ikke med penge alene. Vi bliver nødt til at sætte de ansatte fri, så de uden at være tynget af snærende bureaukratiske regler kan tilrettelægge arbejdet bedre og mere fornuftigt.

Der er ingen mangel på gode intentioner og idéer om, hvordan offentligt ansatte skal udføre deres arbejde.
Det er derfor, vi har brug for en nærhedsreform, der skruer ned for detailstyring oppefra og skruer op for faglighed og ledelse. Statsministeren opfordrede i sin åbningstale politikerne til at blive bedre til »at holde fingrene væk«, hvor svært det end måtte være for dem, er det et vigtigt element i nærhedsreformen.

Vi har også brug for mere fokus på, at vi har de rette hænder til de rette opgaver, og at den enkelte medarbejder får fuld mulighed for at bruge sin faglighed bedst muligt.

Opgaverne er store og mange, og vi lykkes kun, hvis vi handler nu, og hvis vi samler alle gode kræfter på området til at finde en fælles vej til løsningerne. Vi er klar.

Bragt i Jyllands-Posten, den 9. februar 2020