• Læs op
• Udskriv

Budskabet fra CABI var ikke til at tage fejl af i tirsdagens artikel på Altinget om revalidering: Beskæftigelseseffekten for borgere, der har været igennem et revalideringsforløb, er så markant, at Centeret for Aktiv Beskæftigelsesindsats – ganske mod sædvane – decideret meldte en anbefaling ud til kommunerne om at genoptage den ellers hensygnende ordning.

CABIs undersøgelse af revalideringsområdet bekræfter FOAs erfaringer med ordningen – den virker.

Er man så uheldig at blive ramt af en arbejdsskade, sygdom eller nedslidning, så man ikke længere kan arbejde inden for sit arbejdsområde, bedres mulighederne for varig selvforsørgelse i høj grad, når kommunen tilbyder et revalideringsforløb.

I 2012 var 769 medlemmer i gang med revalidering, mens det tal var faldet til 249 i 2017 – et fald på 68 procent. Og det er vel at mærke ikke, fordi behovet for revalidering er faldet.

Der er brug for en genoplivning
Midt i en tid, hvor vi har erkendt behovet for seniorpension og behovet for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet med en differentieret pension, er det helt oplagt at få genoplivet brugen af revalidering. En ordning, der lige præcis kan forebygge nedslidning.

Selv om de fleste af FOAs medlemmer kan klare sig gennem et helt arbejdsliv uden behov for eksempelvis omskoling, bliver det alligevel nødvendigt for nogle, fordi arbejdsopgaverne både kan være fysisk og psykisk belastende.

Her er det helt essentielt, at der findes gode muligheder for omskoling eller længerevarende virksomhedsoptræning inden for en anden branche. Revalidering er sådan en mulighed.

Ordningen indeholder ud over et rimeligt forsørgelsesgrundlag også rigtig gode muligheder for at få den støtte, der er nødvendig, for at revalidenden kan gennemføre sit forløb og klare sig på det ordinære arbejdsmarked efterfølgende.

En kombination, som ikke findes i samme grad hverken i det ordinære uddannelsessystem eller ved andre beskæftigelsesrettede ordninger.

For mange kommuner undgår ordningen
Selv om både Socialdemokratiet og Venstre ikke ønsker at afskaffe ordningen, er det, hvad der ender med at ske, hvis Christiansborg ikke blander sig.

En del af forklaringen på det store fald i tilkendelse af revalidering fra 2009 og frem til nu skal findes i Ankestyrelsens pludselige ændring af praksis i 2009 og 2010.

Her traf Ankestyrelsen en række nye principafgørelser, der betyder, at det er blevet mere undtagelsen end reglen, at sygemeldte får adgang til at tage en anden uddannelse, hvis de ikke længere kan arbejde inden for deres fagområde.

Det betyder, at alt for mange kommuner i dag på lovlig vis kan slippe afsted med stort set ikke at bruge ordningen.

Der er en stor variation i kommunernes anvendelse af revalidering, både når det gælder andelen af revalidender, varigheden af revalideringsforløbet og forløbets indhold.

For eksempel anvender nogle kommuner slet ikke uddannelsesrevalidering, mens det andre steder er den primære form for revalideringsindsats.

Forskellene kan ikke forklares ud fra kommunernes baggrundsvilkår som indbyggertal, økonomiske rammevilkår og erhvervsmæssige strukturer, og tendensen har ikke ændret sig, kan vi se på opgørelser fra i fjor.

At ens bopæl skal være afgørende for, om man som syg eller nedslidt borger kan få hjælp til omskoling eller ej, når undersøgelser ovenikøbet viser, at revalidering er en af de ordninger, der har den største effekt i forhold til varig selvforsørgelse, bliver ministeren simpelthen nødt til at gøre noget ved.

Bragt i  Altinget, den 24. februar 2020