Fra sommertid til vintertid - hvordan er det nu med arbejdstid?

Søndag den 30. oktober kl. 03.00 går vi over til vintertid. Uret skal derfor stilles en time tilbage – kl. 03.00 bliver til kl. 02.00.

Hvis man er på arbejde på det tidspunkt, kan ledelsen kræve, at man skal være på arbejde en time længere, end tjenesten ellers var sat til at vare. Det betyder at man afslutter sin tjeneste til normal tid efter den ændrede tidsregning.

Den ekstra time man er på arbejde kan honoreres på to forskellige måder

  1. Ved pålagt over- eller merarbejde, hvor afregningen foretages efter overenskomstens bestemmelser herfor, efter normperiodens afslutning.

  2. Ved omlægning af tjenesten, således den ekstratime fra overgangen til vintertid indlægges i tjenesteplanen. Man får således en time mindre på et andet tidspunkt i tjenesteplanen.

Dette gælder både for det private og det offentlige område.