Nyt fra afdelingsformanden - marts

2025 er godt i gang og det er vi også i FOA Trekanten

2024s sidste måned stod bl.a. på bestyrelsesarbejde. Vi har afholdt årets bestyrelses konference i FOA Trekanten. Førstedagen blev brugt på at gennemgå og drøfte en potentialeanalyse, som er udarbejdet for hele FOA af Operate. Analysen omhandler det potentiale der er for medlemsorganisering og fastholdelse og de tendenser der fremkommer, når man spørger både nuværende og potentielle medlemmer om deres tilknytning eller manglende tilknytning til FOA.

FOA mister medlemmer. Helt præcist 2,3 % i perioden 2022 – 2023.

Faldet i medlemmer har mange årsager. I flæng kan nævnes små ungdomsårgange, en tendens til ikke at søge det faglige fællesskab, lav ledighed, store årgange der forlader arbejdsmarkedet, højere leveomkostninger etc.

Men det betyder ikke at vi bare skal lade stå til.

Hvis fagbevægelsen vil bibeholde sin berettigelse og sin indflydelse, skal vi have flere med i fællesskabet.

Spørgsmålet er hvordan og hvor meget vi skal ”satse” på andet, end det der handler om løn, arbejdsvilkår og fagligt fællesskab?

Det vil vi bruge en del tid på at drøfte i bestyrelsen i 2024. Vi har nedsat en lille arbejdsgruppe, der skal komme med et debatoplæg til bestyrelsesmødet i juni.

 

2025 blev skudt godt i gang med første møde i ”Kulturgruppen”.

Gruppen er et udspring af et ønske om at de tre ”gamle” kulturer fra fusionen bliver til en fælles Trekanten-kultur. Gruppen har til opgave at komme med forslag til visioner, værdier og en fælles vej som vi alle kan se os i og være med til at efterleve og implementere.

 

5. marts er der ekstraordinær struktur kongres i FOA.

Der har i flere år været drøftet hvordan FOA skal strukturere sig og hvordan vi samtidig værner om fagligheden, sikrer en god service og giver en mere ensartet sagsbehandling for medlemmerne, og samtidig kan sikre os økonomisk i fremtiden.

Et af de tiltag hovedbestyrelsen har besluttet, er fællesskabsløsninger. Det betyder bl.a. at arbejdsskader løbende overgår til at blive behandlet centralt. Her hos os overgår arbejdsskader i Trekanten til forbundet omkring 1.4.

Et andet forslag som skal behandles på den ekstraordinære kongres, er struktur. Skal vi gå fra 4 til 3 sektorer, hvor teknik/service og kost/service bliver til én sektor?

Skal faggruppelandsmøderne ændre form og indhold og erstattes af noget andet?

Skal strukturen omkring overenskomstforhandlingerne ændres?

Der er mange punkter og lovændringer vi i bestyrelsen skal forholde os til og tage stilling til.

Vi har derfor i bestyrelsen været samlet op til kongressen, hvor vi har drøftet dagsordenen, ændringsforslag og lovændringer.

Vil du læse mere om strukturkongressen kan du finde det her:

https://www.foa.dk/search?q=kongres&l=1

I næste nyhedsbrev kan du læse mere om FOAs nye lederforening og det årlige ledertræf, strukturkongressens beslutninger og hvad sommeren bringer udover ferietid. Og så vil der som vanligt nok også være nyt fra både land og by 😉


Pas på jer selv derude.

 

Mange hilsner fra

Bente Wozniak

Organisatorisk afdelingsformand