Din tjenestekalender fra FOA SOSU er et nyttigt værktøj, når du skal holde øje med om du får den løn, du har krav på.

Brug din tjenestekalender

Det er langt fra ualmindeligt med fejl på lønsedlerne. Hvis du vil være sikker på, at du får det, du har krav på, så brug din kalender fra FOA SOSU. Den kan give dig et overblik over din tjenestetid, så du kan se, om du får den rigtige løn, når der er sket ændringer i din vagtplan.

Ved at notere dine vagter i kalenderen og holde dem op mod lønsedlen, kan du selv holde øje med, om du får den løn, du har krav på.

  • Skriv altid dine planlagte vagter i din kalender, så snart du modtager dit vagtskema.
  • Notér derefter løbende alle ændringer. Hvis du bruger tjenestekalenderen fra FOA SOSU, kan du notere ændringerne i spalten ”Ændring af planlagt tjeneste”.
  • Skriv også, hvornår du har fået besked om ændringen, da det har betydning for, hvad du skal have udbetalt.
  • FOA SOSUs kalender har desuden plads til, at du kan notere, hvornår du afspadserer, har været syg eller holdt ferie.
  • Når du får din lønseddel og tjenestetidsopgørelse, skal du tjekke, om du har fået penge for de ændringer, du har noteret i din kalender.
  • Hvis der er er noget, der ikke passer sammen, skal du straks gå til din leder.

Hvis du bruger kalenderen, er du godt hjulpet, når du tjekker din lønseddel, men kalenderen er også et vigtigt værktøj, hvis din tillidsrepræsentant eller fagforeningen på et senere tidspunkt har brug for at kunne overbevise arbejdsgiveren, at der er sket en fejl.

Nogle gange ser vi fejl, der rækker flere år tilbage, så du bør gemme din kalender i mindst 5 år. 

Hvis du ikke har fået årets kalender, kan du hente den i fagforeningen.