Kun medlemmer af FOA SOSU kan få fagforeningens hjælp i forbindelse med anmeldelse af sager til Lønmodtagernes Garantifond.
Foto:
Illustrationen er lavet ved hjælp af kunstig intelligens
Mangler 3,5 millioner kroner
Mange af FOA SOSUs medlemmer er kommet økonomisk i klemme efter konkurs i privat hjemmeplejefirma.
Af: Anne Guldager
FOA SOSUs sagsbehandlere har ekstraordinært travlt i øjeblikket.
Fagforeningens medlemmer i det private firma HjemmeHjælpen A/S har nemlig brug for hjælp, efter firmaet i juli måned erklærede sig konkurs.
Virksomheden Carelink har overtaget HjemmeHjælpens opgaver og hovedparten af medarbejderne, men konkursen betyder, at medarbejderne mangler feriepenge, feriefridage, omsorgsdage, seniordage og afspadsering.
Det er penge, som bliver dækket af Lønmodtagernes Garantifond, og i fagforeningen er der derfor ekstra travlt for at få gjort de mange sager klar, så medlemmerne kan få de penge, de mangler.
Kan give ventetid
”Vi har endnu ikke et overblik om hvor mange penge det drejer sig om, men et slag på tasken vil være at hvert medlem i gennemsnit har et udestående på ca. 40.000 kroner”, siger overenskomstkonsulent i FOA SOSU, Lise Lotte Nissen.
Nogle få medlemmer mangler hver især hele 260.000 kroner, og Lise Lotte Nissens gæt er, at de mange medlemmer tilsammen har ca. 3,5 millioner til gode.
”Den ekstra travlhed betyder, at der kan være lidt ekstra ventetid, hvis man som medlem henvender sig med en sag, der ikke er akut”, siger Lise Lotte Nissen.
Indtil videre har 78 medlemmer brug for hjælp i forbindelse med konkursen, men antallet - og derfor også det samlede beløb - kan stige, tilføjer hun.
Kun medlemmer får hjælp i fagforeningen
Langtfra alle medarbejdere i HjemmeHjælpen A/S er medlemmer af FOA SOSU og kan derfor ikke få fagforeningens hjælp i forbindelse med anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond.
FOA SOSUs næstformand Camilla Pedersen ærgrer sig på de pågældende medarbejderes vegne.
” Alle kan få brug for fagforeningens hjælp i forbindelse med deres arbejdsliv – det gælder selvfølgelig også på det private område”.
”Konkurser i den private hjemmepleje er ikke noget særsyn. Derfor er det rigtig uheldigt for dem, der kommer i klemme, at så mange står uden for fagforeningen”.
Ny ejer, samme navn
HjemmeHjælpen A/S leverede privat hjemmepleje til borgere i København, Tårnby, Frederiksberg og Glostrup kommuner og var Danmarks største leverandør af privat hjemmehjælp.
Den titel tilfalder nu Carelink Gruppen, der har overtaget firmaet. Carelink vil fortsat drive HjemmeHjælpen under det tidligere navn - blot med en enkelt tilføjelse: Hjemmehjælpen 2025 A/S.