Forårets fridage - hvad har du ret til?
Foråret byder på flere fridage, men hvad betyder det for din løn, dine tillæg og din arbejdstid?
Søgnehelligdage:
Hvis du arbejder på en helligdag, har du ret til et tillæg. Det gælder også for helligdage, der falder på hverdage – de såkaldte søgnehelligdage:
✔ Skærtorsdag
✔ Langfredag
✔ 2. påskedag
✔ Kristi Himmelfartsdag
✔ 2. pinsedag
I FOA SOSUs kommuner ligestilles 1. maj desuden med søgnehelligdage.
Tillægget kan enten udbetales eller bruges til afspadsering. Hvis du arbejder på en døgndækket arbejdsplads, har du ret til frihed på et andet tidspunkt, hvis du har vagt på selve søgnehelligdagen.
Når en søgnehelligdag falder i din planlægningsperiode, skal din normtid nedskrives – også selvom du ikke er på arbejde (i kommunerne dog blot senest tre måneder efter).
Falder en helligdag på en søndag, får du det sædvanlige søndagstillæg.
Særlige fridage i kommunerne
Grundlovsdag (5. juni): Man skal så vidt muligt have fri fra kl. 12. Hvis man ikke har mulighed for at holde fri, får man søndagstillæg fra kl. 12-24.
OBS: I Københavns Kommune er Grundlovsdag en søgnehelligdag fra dagstjenestens begyndelse.
Særlige fridage i regionen
I regionen er 1. maj er en særlig fridag, og man skal have fri fra dagvagtens start, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, får man søndagstillæg på hele vagten.
På særlige fridage bliver normtiden ikke nedskrevet.