Fagforening og fleksjob

Hvis du får et fleksjob, anbefaler FOA SOSU, at du beholder dit medlemskab af fagforeningen og dermed din ret til hjælp på lige fod med øvrige medlemmer.

Nogle tror fejlagtigt, at de ikke kan få hjælp i fagforeningen, hvis de er i fleksjob. Det er ikke rigtigt - tværtimod.  

I fagforeningen kan du:

  • Få hjælp i ansættelsesretlige spørgsmål
  • Få støtte i kontakt med din arbejdsgiver eller andre aktører, hvis der er problemer med fx lønudbetaling, opsigelse, konkurs etc. 
  • Få rådgivning om dine rettigheder
  • Få vejledning i, om du er særlig beskyttet mod opsigelse pga. dit helbred 
  • Få tjekket, om du får det rette i flekslønstilskud eller ledighedsydelse
  • Få tjekket, om din arbejdsevne er fastsat korrekt. Det har betydning for, hvor mange timer du skal have løn for i dit fleksjob
  • Få vejledning om hjælpemidler, personlig assistance eller en mentorordning
  • Få hjælp til at løse problemer med jobcenteret under et evt. sygeforløb, uanset om du er i arbejde eller er ledig
  • Få vejledning om senior- eller førtidspension, hvis du oplever en forværring af din helbredsmæssige situation
  • Få hjælp, hvis du bliver udsat for en arbejdsulykke 
  • Få hjælp, hvis du får en erhvervsbetinget lidelse 
  • Få hjælp, hvis der opstår en sag med erstatningsansvar 

Husk, at du også kan bruge din tillidsrepræsentant, fællestillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant ligesom dine øvrige kolleger. 

Og sidst men ikke mindst beholder du også alle dine kontante fordele.

Du kan vælge at opsige dit medlemskab i A-kassen, da du ikke kan få dagpenge, men i stedet har ret til ledighedsydelse fra kommunen, hvis du bliver ledig. Kontakt A-kassen for mere information, inden du evt. melder dig ud.