Ettie Ørum har arbejdet i ældresektoren, lige så længe som hun har været gift med sin mand. Indtil videre er det blevet til 50 år.
Et halvt århundrede i ældreplejen
Hverken alder eller sygdom kan holde plejehjemsassistent Ettie Ørum væk fra det arbejde, hun elsker.
Af: Anne Guldager
De fleste har for længst vinket farvel til arbejdslivet, når de passerer de 70. Men det gælder ikke Ettie Ørum.
Efter 50 år i ældreplejen – heraf de sidste 40 på samme arbejdsplads – har den 70-årige plejehjemsassistent stadig masser af energi og ikke mindst lyst til at bruge den.
Ville have været jordemoder
Oprindeligt er Ettie Ørum sygehjælper, og egentlig skulle uddannelsen blot have været hendes adgangsbillet til jordemoderuddannelsen.
”Men så syntes jeg, at jeg jo egentlig var faldet ned et godt sted”, smiler Ettie Ørum, der efter nogle år uddannede sig til plejehjemsassistent.
I 40 år er det beboerne på Dronning Ingrids Hjem i Valby, der har nydt godt af hendes kompetencer, og står det til hende, bliver det ved et godt stykke tid endnu.
”Så længe, jeg føler, at jeg har noget at give af, og de ældre bliver glade, når jeg kommer, så bliver jeg ved”, erklærer hun.
Tilbage efter alvorlig sygdom
For et år siden blev Ettie Ørum ramt af alvorlig sygdom, der satte hende ud af spillet i flere måneder.
Men tilbage ville hun, og hun er siden sin sygemelding stille og roligt trappet op, så hun nu igen arbejder på fuld tid i aftenvagten.
”Min læge skrev en mulighedserklæring …”, begynder Ettie Ørum, inden hun bliver afbrudt af sin mand.
”Etties bud på en mulighedserklæring var ’Jeg starter op på fuld tid i næste uge’”, fortæller han og ryster opgivende på hovedet, da Ettie Ørum siger, at hun havde dårlig samvittighed over at sygemelde sig.
”Det er typisk Ettie. Hun meget ansvarsbevidst både i forhold til kolleger og beboere”.
Lysten til at stoppe er der ikke endnu
Det er otte år siden Dan Ørum selv stoppede på arbejdsmarkedet. Indimellem drømmer han om, at Ettie vil gøre det samme, men det skal ikke være, før lysten til at stoppe melder sig af sig selv.
”Jeg har sagt, at hvis du vil fortsætte, så skal du fortsætte. Og hvis du vil stoppe, så stopper du, men jeg ved godt, at det gør du ikke – ikke endnu”, siger han og ser på sin kone.
”Nej, det har jeg i hvert fald ikke tænkt mig”, lyder svaret fra Ettie Ørum, der er taknemmelig for, at arbejdspladsen stod klar med åbne arme, da hun vendte tilbage efter sin sygdom.
”Når man bliver syg på den måde, så tænker man jo på, om man kan komme tilbage igen. Sidste år blev jeg opereret for noget med tåen, og jeg er også blevet operereret i ryggen og har fået en ny hofte, så det kunne godt være, tålmodigheden var ved at slippe op”.
”Til gengæld havde du kun tre sygedage i løbet af 34 år”, indskyder hendes mand.
Skal møde kongen
40 år på samme arbejdsplads i den offentlige sektor udløser Den Kongelige Fortjenstmedalje i sølv og en audiens på Amalienborg.
Det er en dag Ettie Ørum ser frem til, men det vigtigste var selve jubilæumsdagen på arbejdspladsen, hvor også familien var inviteret med.
”Jeg blev spurgt, hvordan jeg gerne ville have det, og jeg fik det fuldstændig, som jeg ønskede mig”, fortæller hun.
Om Ettie Ørum kommer til at holde 50 års jubilæum på Dronning Ingrids Hjem? Det kom interviewet ikke ind på, for som Dan Ørum siger:
”Ettie har det bedst med at tage en dag ad gangen”.