Nu skal du vælge mellem seniorbonus og seniordage

Nye regler betyder, at visse grupper af kommunalt ansatte nu skal bede om at afholde deres seniordage senest den 1. oktober året før.

Der er kommet nye regler for seniordage, som omfatter kommunalt ansatte social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt ansatte i praksisnære udviklingsstillinger. De nye regler gælder desuden privatansatte på kommunale overenskomster.

Senest 1 oktober

Som kommunalt ansat har du ret til seniordage, hvis du er 58 år eller derover, fylder 58 år inden årsskiftet eller fylder 58 år i løbet af 2025.

De nye regler betyder, at medmindre du senest den 1. oktober 2024 giver besked om, at du vil afholde dine seniordage i 2025, bliver de automatisk udbetalt som seniorbonus med januarlønnen i 2026.

Anbefaler seniordage

Fra FOA SOSU lyder anbefalingen, at man beder om sine seniordage fremfor at få pengene udbetalt.

”I sin tid fik vi seniordagene, fordi man som senior kan have behov for et ekstra pusterum indimellem – det gælder især i et krævende job som vores. Så i min optik er dagene mere værd end pengene”, siger formand Tina Græsted.

Procedure

Hvis du er i tvivl om proceduren for, hvor du skal sende din anmodning om seniordage hen, anbefaler fagforeningen, at du sender en mail til din nærmeste leder, så du har dokumentation for, at du har sendt ønsket i rette tid.  

For ansatte i regionen er der ikke sket ændringer, hvad angår seniordage/seniorbonus.