Med den lille kalender fra FOA SOSU i hånden, kan du skabe dig et overblik over, om du har fået den rigtige løn, når der er ændret i dine vagter.

Brug din kalender fra FOA SOSU til at holde øje med, om du får det rigtige i løn

Det er langt fra ualmindeligt med fejl på lønsedlerne. Hvis du vil være sikker på, at du får det, du har krav på, så brug din kalender fra FOA SOSU. Den kan give dig et overblik over din tjenestetid, så du kan se, om du får den rigtige løn, når der er sket ændringer i din vagtplan. Kalenderen indeholder fremover kun den lille del - tjenestekalenderen.

FOA SOSUs kalender for 2025 ligger klar, og de fleste medlemmer kan i løbet af efteråret forvente at få den udleveret af deres tillidsrepræsentant. 

Kalenderen ser dog ikke ud, som den plejer, da den kun indeholder den lille del - tjenestekalenderen.

Der er nemlig færre og færre medlemmer, som ønsker kalenderen, fordi de bruger kalender-appen på telefonen i stedet for. Og i det lys er omkostningen med at producere den større kalender for høj, mener FOA SOSUs bestyrelse. 

Til gengæld er den lille kalender en god investering. Den er nemlig et fremragende redskab, når man skal holde styr på sine vagter for at kunne følge med i, om lønsedlen stemmer.

Brug kalenderen og tjek din lønseddel

Det er langt fra ualmindeligt med fejl på lønsedlerne, men ved at notere dine vagter i kalenderen og holde dem op mod lønsedlen, kan du selv holde øje med, om du får den løn, du har krav på. 

  • Skriv altid dine planlagte vagter i din kalender, så snart du modtager dit vagtskema.
  • Notér derefter løbende alle ændringer. Hvis du bruger tjenestekalenderen fra FOA SOSU, kan du notere ændringerne i spalten ”Ændring af planlagt tjeneste”.
  • Skriv også, hvornår du har fået besked om ændringen, da det har betydning for, hvad du skal have udbetalt.
  • FOA SOSUs kalender har desuden plads til, at du kan notere, hvornår du afspadserer, har været syg eller holdt ferie.
  • Når du får din lønseddel og tjenestetidsopgørelse, skal du tjekke, om du har fået penge for de ændringer, du har noteret i din kalender.
  • Hvis der er er noget, der ikke passer sammen, skal du straks gå til din leder.

Hvis du bruger kalenderen, er du godt hjulpet, når du tjekker din lønseddel, men kalenderen er også et vigtigt værktøj, hvis din tillidsrepræsentant eller fagforeningen på et senere tidspunkt har brug for at kunne overbevise arbejdsgiveren, at der er sket en fejl.

Nogle gange ser vi fejl, der rækker flere år tilbage, så du bør gemme din kalender i mindst 5 år. 

Hvis du ikke får kalenderen

Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant eller af en anden grund ikke modtager kalenderen, inden året er omme, kan du hente den i fagforeningen.