Social- og sundhedshjælper Morten Terf Andersen er så glad for sit arbejde i Hjemmeplejen Amager, at han har skrevet en sang om det.
Et sikkert hit
Nye elever i Hjemmeplejen Amager bliver modtaget med sang og musik.
Af: Anne Guldager
Hvor mange arbejdspladser kan mon prale af at have sin egen sang?
Sådan en har de i Hjemmeplejen Amager. En rigtig ørehænger, som man kun kan blive glad i låget ad, og som bruges til at byde nye elever velkommen.
Den muntre tekst er skrevet af social- og sundhedshjælper Morten Terf Andersen, som selv er ansat samme sted.
Det tog 10 minutter
Morten Terf Andersen begyndte i 2021 som 57-årig som elev i Hjemmeplejen Amager.
Da det rygtedes, at han var ferm på en guitar og havde skrevet flere sange, opfordrede den uddannelsesansvarlige til, at han skrev en sang om hjemmeplejen.
Morten Terf Andersen glemte det lidt, men opfordringen blev gentaget flere gange, og da han som færdiguddannet vendte tilbage til hjemmeplejen, var teksten der pludselig.
”Jeg sad på en bænk i solen i en pause mellem to borgere. Det tog måske 10 minutter at skrive teksten”, fortæller han.
Fik ny melodi
Teksten blev skrevet på melodien til Eagles’ hit ”Hotel California”, men det gik ikke i længden.
Hvis sangen skulle bruges til noget, skulle rettighederne til melodien være på plads. Og med en så kendt melodi ville det formentlig blive både indviklet og ikke mindst dyrt.
Sangen lå derfor og puttede sig – lige indtil løsningen for nylig viste sig i form af AI – kunstig intelligens.
”En af kollegerne kørte teksten igennem et program med AI, der så skabte en ny melodi. Den var overraskende god, og så var vi ude over problemerne med rettighederne”, fortæller Morten Terf Andersen.
Mystisk sanger
Sangen ligger derfor nu frit tilgængelig– klar som soundtrack til en festlig svingom eller som reklame for en dejlig arbejdsplads.
”Først var sangen bare tænkt til fest og hygge, men nu bliver den brugt til at byde nye elever velkommen. Og den kan jo også bruges, når vi har træning i arbejdstiden”, siger Morten Terf Andersen.
Og hvem er det så, der synger på den version, man kan finde på nettet? Det er såmænd den samme, som skabte melodien.
Selvom stemmen lyder fuldkommen sprællevende, gemmer der sig nemlig ikke et menneske bag. Det er simpelthen kunstig intelligens, der synger.